Du er her

Anmeldelse af Finn Olafsson's Savannah

FINN OLAFSSON: "Savannah" - legendary music album now rereleased on CD  Finn Olafssons første solo album "Savannah" genudgivet i en re-mastret CD version - i eksklusiv 3-fløjet digipack cover med sangteksterne inkluderet i en lækkert illustreret booklet :

Vidste du at Finn Olafsson kan synge? Det er de færreste klar over. Hans første solo album "Savannah" indeholder ikke kun hans velkendte guitarspil, men også vokaler til de fleste sange. Det blev kun til 7 sange, men nu er de altså genudgivet, og for første gang udkommet på cd. De er genudgivet i en re-mastret CD version - i eksklusiv 3-fløjet digipack cover med sangteksterne inkluderet i en lækkert illustreret booklet. 

Når man har fokus på at Savannah er Finn Olafsson's første solo album, er det med klar reference til at han på det tidspunkt i 70'erne var mest kendt for at være en fast bestandel af syre rock bandet Ache, som han dannede med b.la. hans bror Torsten Olafsson på el-bas og percussion.

Lady Love er en flot smuk neo klassisk sang med noget barok stemning over sig. En drømmende smuk tekst og melodi. Hvor jeg for første gang hører Finn spille klassisk guitar på en nylonstrenget guitar. Det gør han overraskende godt. Overraskende fordi han er kendt for at spille en anden spillestil som er fingerstyle på stålstrengende western guitar. I denne smukke ballade synger Finn afslappet om hans Lady love hvor guitaren klinger godt med et klassisk fingerspil som man skulle tro var noget fra Fernando Sor's repertoire, om man ikke vidste bedre. Typisk for Olafsson's musik sammensætning så skifter sangen senere karakter og går over i noget Jethro Tull agtigt kammer musik med en lækker fløjte, percussion og bas. Smukt. En dejlig melodi der bare bliver bedre og bedre jo mere man lytter til den. Lydkvaliteten er også god.

Free To Be er ligesom Lady Love en eksperimenterende sang, som var typisk for den tid. Her kan man dufte noget Ache, men i modsætning til Ache repetoiret er der her tale om akustiske instrumenter. Sangen fungerer godt, og har noget drømmende over sig, men den har ikke det samme hit potentiale over sig som Lady Love, selv om melodien er dejligt afslappende. Fremførslen er lidt mindre professionel end Lady Love hvor især trommespillet hænger lidt uheldigt bagefter. Finn Olafsson viser eksempler på en akustisk fingerspils solo der lyder ganske godt, men den elektriske guitar er meget eksperimenterende. Det er som om de vil for meget med denne melodi, dvs. indspilningen af den. Hvis melodien fik lov til at stå for sig selv og bare dukkede stille og roligt føler jeg at der kunne være kommet meget mere positivt ud af den.

Hovednummeret har noget Pink Floyd med en snert Wings over sig. Savannah bliver båret af et smukt fingerspil på stålstrenge der klinger dejligt akustisk. Ligesom Lady Love skifter den også ham og går over i en syre rock præget atmosfære. Sangen står som en autentisk billedlig fortælling om hvordan det var at være menneske i 70'erne. Den elektriske guitar har en eksperimenternede distortion klang, men ikke støjende på nogen måde, den lyder nærmest som et orgel, der får tankerne over på Procol Harum. Her lykkedes det meget bedre for Olafsson at holde tonen og lave nogle holdbare, og rene bends på de tynde guitar strenge.

Inclination lyder overraskende nymoderne. Det på trods af de gør brug af fløjter og akustiske guitarer. Det lyder befriende godt at høre en ren og enkel melodilinje blive spillet synkront på guitar og fløjte. Det er dejlig autentisk folkemusik vi er vidne til her. Den er hverken danske eller svensk eller norsk. For den sags skyld er den heller ikke nordisk eller skandinavisk. Den er både unik og forudsigelig på en gang. Det er bare god musik som er dejligt hæmningsløst fremført. Mere af den slags tak!

Ved Places In The Countryside eksperimenterer Finn Olafsson meget med klangen på en akustisk guitar ved at bruge noget compression som effekt. Melodien er inspireret af hans Ache arbejde.  Derimod er Wonderland mere laid back og akustik med en smuk melodi og tekst. Selv om Finn Olafsson ikke betragter sig som sanger så gør han det ganske godt på dette nummer. Hvor vi får en indsigt i den følsomme del af hans personlighed. I baggrunden høres en skrigende mundharmonika. Melodien er stille og rolig med nogle spændende akkord sammensætninger. Flot spillet. En melodi der burde være blevet til et hit. Den ændrer lidt karakter hen ad vejen, men som helhed fremstår den meget vellykket. Man kan høre spilleglæden i Finn Olafsson's fingre.

Konklusion
Hvis man har den firkantede tankegang at der findes to versioner af Finn Olafsson hvor den ene er Ache og den anden er som fingerspils guitarist (udelukkende på akustisk guitar), så er det ikke den fulde sandhed. Denne plade viser at Finn Olafsson allerede som medlem af Ache havde en stor teknisk og musikalsk forståelse og talent for den akustiske guitar. Især med fingerspil og overraskende også indenfor den klassiske guitar genre. Meget imponerende at tænke på da man godt kan være blevet forudindtaget ved at høre hans nærmest hysteriske guitarspil på Ache's lange numre i skarp konstrast til hans velovervejde og dokumenterede toner på hans solo projekter efterfølgende. Denne CD viser at han allerede dengang besad et talent udover det sædvanlige indenfor fingerstyle guitar. Hatten af for det. Og ud med fordommene! Der findes en tredje Finn Olafsson: en sanger med gode tekster og en følsom vokal, og en spændede akommpagnør på egne sange. CD'en viser også at Finn Olafsson var mere end blot nysgerrigt interesseret i at producere og indspille i et studio. n karriere han også senere tog til sig.

Fakta
Pladen blev oprindeligt indspillet i efteråret 1976 og udgivet på KMF i foråret 1977. Den har ikke været i distribution siden slutningen af 1982, og den har ikke tidligere været digitaliseret. Finn Olafsson indspillede og turnerede i 70erne med det symfoniske rockband ACHE, og Savannah udkom imellem de to ACHE-albums ”Pictures from Cyclus 7” (1976) og ”Blå som altid” (1977). Finn havde skrevet et antal numre i et mere guitarbaseret, og i flere tilfælde også mere akustisk, univers end ACHE’s, men som på mange måder var baseret på ACHE’s grundlæggende måde at spille på. Så det er derfor meget naturligt, at det er Finns venner fra ACHE: Johnnie Gellett, Torsten Olafsson, Steen Toft Andersen og Gert Smedegaard, som kan høres på hans soloalbum. Desuden medvirker Nis P. Jørgensen, som Finn i en periode spillede med i Nis’ band, Nispisband. ”Finn Olafsson’s Savannah” er et både vokalt og instrumentalt album med tekst og musik af Finn Olafsson.

Om teksterne kan siges, at de blev skrevet frit fra hjertet fuldstændigt, som Finn Olafsson oplevede sit eget liv i en periode, inden og imens albummet blev indspillet. I al korthed omhandler teksterne et ikke langtidsholdbart parforholdsforløb fra forelskelse og til erkendelsen af, at man må gå hver til sit. Men forurening var også allerede i 70erne et aktuelt emne, som det kan høres i et par af teksterne. Siden ”Savannah” har alle Finn Olafssons soloplader været instrumentale. Genudgivelsen har været længe undervejs: Allerede i 2007 blev masterbåndene restaureret. Det vil sige at båndene, for overhovedet at kunne blive afspillet igen, blev bagt, klippet sammen og overført til digitalt regi af Flemming Rasmussen i Sweet Silence Studios. Derefter blev de mastret i flere omgange af Henik Ammitsbøl i Olafssongs Studio – i 2007, 2011 og 2013 –for der var detaljer, som endnu ikke var helt på plads. Sideløbende har Torsten Olafsson arbejdet med CD coveret, som igennem de forløbne år også har haft flere forskellige udformninger. Så det er med stor glæde, at Olafssongs nu kan præsentere CDen.

Facebook kommentarer