Til minde om Jørgen Ingmann

Vi har bedt en række kendte danske guitarister sige et par ord om den betydning Jørgen Ingmann har haft på deres musikalske karriere og hvordan de husker ham som guitarist.

Personligt husker jeg da jeg som dreng købte et kassettebånd med Jørgen Ingmann i den lokale brugs. Det gjorde stort indtryk på mig. På kassettebåndet spillede Jørgen temaer fra datidens film og tv-serier. Her husker jeg især Dallas, Mod vinden, og Music Box Dancer. Sidstnævnte gjorde størst indtryk på mig og blev valgt som tema efter afsteming i vores lokale drenge klub kaldet TV klubben. Det var i start 80'erne og jeg glemmer aldrig hans kønne sublime slide på Mod vinden temaet.

Guitaren.dk
Fridrikur Ellefsen

Mindeord fra Jan Irhøj

Kære Jørgen. Jeg har set på dit ansigt mange, mange gange i min barndom - bl.a. på forsiden af dit guitarkursus, som min far også studerede jævnligt. Barrégreb, G7 og alt det...Og jeg har hørt alle guitarhitsene, for der blev skruet op for den knaldmoderne rørreciever fra TO-R når du var i radioen.

Mit hjem var heldigvis fyldt med meget musik. Både klassiske og så de mere elektriske lyde. Min far var bl.a. bidt af båndoptagere, han spillede lidt guitar og meget klarinet - og var Chet Atkins, Les Paul OG Jørgen Ingmann fan! Og byggede en elektrisk guitar efter en opskrift i "Populær Mekanik". Den var svær at få til at spille som heltenes (der skulle kræfter og vilje til - samt måske et ekstra skud fra talentmassen...) Men - der kom alligevel magiske lyde ud af 4,5 watt forstærkeren (Mullard hjemmekonstruktion loddet sammen af Irhøj senior) og "Apache" var inden for rækkevidde.

Mange år senere faldt jeg i en marskandiserbiks over den guitarmodel som man kunne købe sammen med kursuspakken - en Lucky 7. Om jeg købte den? Selvfølgelig (selvom den ikke helt har samme tone som den du spillede på...) En helt er draget afsted til de evige guitarmarker - R.I.P. Jørgen Ingmann! Du havde tonen - og takten. Hils de andre! Mange hilsener Jan Irhøj.

Finn Olafsson om Jørgen Ingmann

Da jeg var en lille dreng i 1950erne begyndte jeg at interessere mig for den tids popmusik - og især for de instrumentale guitarhits, som var oppe i tiden dengang. Jeg var 7 år gammel i 1960, da The Shadows hittede med "Apache" - det nummer, som Jørgen Ingmann året efter udgav sin sublime version af. Jeg husker Jørgen Ingmann som en meget sympatisk og altid smilende person - og en guitarist, som med sin smukke tone kunne fremføre en tema, så det fremstod klokkerent og tydeligt i lytterens bevidsthed. Ikke en tone for meget og ikke en tone for lidt. Dertil var hans flageoletspil også unikt for denne tid.

Der er ingen tvivl om, at Jørgen Ingmann har haft en stor betydning for både min interesse for guitaren som instrument og for min måde at skrive guitarmusik på - og mit guitarspil. Han var på mange områder en meget innovativ guitarist, som har sat sig dybe spor i mig: Når jeg nu hører den geniale komposition "Dansevise", som Grethe og Jørgen Ingmann vandt det Europæiske Melodi Grand Prix med i 1963, da jeg netop, 10 år gammel, var begyndt at spille guitar, så hører jeg, at den teknik Jørgen Ingmann benyttede sig af i introen og outroen af "Dansevise", hvor han slår rytmisk med flad højre hånd på strengene over den bageste pickup, ja, så er det nøjagtigt den teknik jeg selv benyttede mig af 20 år efter i introen og outroen af Anne Linnets "Barndommens Gade"! Og flageoletterne, som Jørgen Ingmann introducerede på el-guitar, er blevet en stor og væsentlig del af mit guitarspil siden. For nu ikke at glemme Jørgen Ingmanns måde at indspille på ved at dubbe flere lag guitarer, som mange guitarister siden, mig selv i høj grad inklusive, har benyttet os af lige siden. Ja, og båndekkoet på guitaren. Men det der måske har betyde allermest for mig, er det fænomén, at turde at lade guitaren være det temaførende instrument - at guitaren er i fokus. Min trang gennem årene til at skrive instrumentale guitarnumre opstod med stor sandsynlighed allerede, da jeg 8 år gammel hørte Jørgen Ingmann spille "Apache".

Det, der for mig først og fremmest kendetegner Jørgen Ingmanns guitarspil, var hans varme tone, hans evne til at fremføre temaet og hans præcision og perfektionisme. Jeg har læst, at det sidste, perfektionismen, skulle have været en medvirkende faktor for hans beslutning om at stoppe med at spille guitar: At han fik sceneskræk, fordi det var for svært at leve op til sit eget niveau i livesituationen. Men det er jo netop det, der er kendetegnende, når man hverken spiller for mange eller for få toner. Så skal de toner, der skal være jo sidde lige i skabet. Men så er enhver lille mislyd meget generende for den, som udøver den, og så kan perfektionismen desværre føre til sceneskræk. Men prøv at lytte til "Dansevise" og at bemærke Jørgen Ingmanns på alle måder præcise fill ins. De har, i mine øjne, ligeså stor betydning for det samlede udtryk, som melodien, harmoniseringerne, sangtemaet og teksten.

Men hvad der også var kendetegnende var hans evne til at spille 'udenom' genrerne. Han spillede jo i en del år jazz, bl.a sammen med Svend Asmussen, men når man hører hans indspilninger som solist, er der jo ikke jazz, som er fremtrædende. Jørgen Ingmann havde talentet til at kunne gøre et tema interessant og hørværdigt, og denne evne gav ham masser af lyttere, som nød hans guitarspil uden tanke på, om det var musik af den ene eller den anden genre. Jeg glæder mig over, at vi i Danmark har haft en guitarist, som har kunnet samle, ikke bare vores lille land men også det store udland, om guitaren - og jeg takker Jørgen Ingmann for den inspiration, han har givet mig.

Mindeord fra Stanley Samuelsen

Året er 1964. En af mine brødre havde en singleplade med Jørgen Ingmann, og på omslaget var et billede af en væg hvor der hang flere guitarer.

Jeg var selv lige begyndt at spille guitar og var meget spændt på at høre hvad der gemte sig på denne single. Det jeg hørte var intet mindre end fantastiskt. En guitarlyd så ren og klar og spillet så overbevisende at man blev fyldt med ærefrygt.

Der blev brugt mange timer foran højttaleren for at lære at spille med, og ikke mindst med at aflure hans teknik. Lyden på åbningsriffet på grandprixvinderen “Dansevise” er en guitarlyd der har brændt sig ind i min “guitarbevidsthed” og vil blive der altid. Han var en guitarist i klasse med Les Paul, Chet Atkins og andre store fra den tid.

Ære være hans minde.
Birkerød 23. Marts 2015.
Stanley Samuelsen.

Perry Stenbäck om Jørgen Ingmann

Jørgen Ingemann er/var en legende på den Nordiske guitarhimmel. Hans sublime spil rækte ud over landets grænser og påvirkede flere samtida og senere generationer af guitarister i hele Norden. Jeg husker mest hans dejlige tone og hans formidable brug af delay, som nærmest var på forkant med hele lydbilledet for det, der senere blev Rockabilly-idealet. Som guitarist var han en blændende virtuos, der kun havde den "ulempe" at bo Dk, og ikke i USA eller England, som hvis han havde boet der, nok havde opnået en større internationel anerkendelse...."

Mindeord fra Søren Bødker Madsen

Jeg husker Jørgen Ingmann som en del af min musikalske baggrund fra mine børne-og ungdomsår. Han var en stærk musikerpersonlighed inden for det fag der endte med at blive mit eget, og en kilde til instrumental inspiration. Jeg husker ham også som et meget smilende og varmt menneske.

Jørgen Ingmanns beherskelse af den elektriske guitar åbnede nogle nye rum for mig – specielt inden for jazz og underholdnings-musikken. ”Apache” og ”Dansevise” er klassikere.

Jeg ser ham som en meget teknisk velfunderet og musikalsk guitarist. Hans helt store styrke er det klanglige. Klangen er rund, den har fylde og er til tider fløjlsblød. Hertil kommer at han mestrer kunsten at variere klangen og skabe dynamik i sit udtryk.

Ps. Jeg går i studiet senere i år med et nyt soloprojekt hvor mit arrangement af ”Dansevise” er på sætlisten. Ret sjovt!
Venlig hilsen, Søren