Du er her

At holde takten med foden - er det en god idé?

Vi har spurgt en række professionelle danske og et par udenlandske guitarister, forfattere, komponister, og undervisere om deres synspunkt på det med, at holde takten ved at bruge fødderne, også kaldet at tappe med fødderne. Er det med andre ord en god íde at tappe rytmen med foden? Det prøver vi at finde ud af i denne artikel. 

Da jeg så en video med legendariske Joe Pass spille sammen med den danske legende NHØ, hvor han tilsyneladende tapper med begge fødder (måske havde han uro i benene), besluttede jeg mig for at lave en undersøgelse af hvad andre guitarister derude har af mening om det at holde takten med foden.

Jeg er selv guitarunderviser, og her viser mine egne erfaringer mig at det at bede en guitarelev om at tappe med foden tit kan virke nærmest ubehageligt for eleven. De fleste elever ved ikke hvorfor de skal bruge foden eller hvordan de skal bruge den. Tit sker det i forbindelse med at jeg beder dem om at tælle en takt de er ved at indøve. Her går det relativt fint med at tælle "1-2-3-4". Knapt så godt går det når de bliver bedt om at tappe venstre fod samtidig med at de tæller. Her sker der tit det at de mister pulsen i deres tælning. Så det med at få dem til at få en forståelse for pulsen ved at føle den fysisk ved at bevæge foden har tit en modsat effekt. De fornemmer pulsen relativt godt når de tæller. Den bedste måde at forklare pulsen på er ved at få dem til at klappe i hænderne samtidig med de tæller. Men det kan man af gode grunde ikke gøre samtidig mens man spiller guitar. Derfor kommer foden ind som et hjælpemiddel, men mange elever ved ikke hvad de skal tappe. Derfor prøver jeg at få dem til at føle rytmen og lade foden komme ind af sig selv. Så med andre ord det med at tappe rytmen har ikke altid været et værdsat middel for mine elever.

Men hvad synes andre undervisere og professionelle guitarister derude?  Vi har stillet spørgsmålet: "Anbefaler du at man holder takten med foden"? til følgende guitarister: Pat Coldrick, Paul Banks, Søren Bødker Madsen, Laif Møller Lauridsen, Finn Olafsson, Jørgen Mehlers, Finn Svit, Stanley Samuelsen og Björn Thoroddsen.

paul banks
Paul Banks (guitarist, forfatter, komponist, sanger)
Mini biografi: Født i USA. Optrådte i sine unge dage med sin stedfar som backup guitarist. Udgav nogle populære albums med instrumental ragtime guitarmusik i 70erne/80erne.  Spillestil: ragtime, fingerpicking.

Jeg bruger fødderne som en simpel rytmegruppe og på nogle forskellige måder: f.eks.højre fod på alle fire slag i 4/4; højre på 1&3 og venstre på 2&4; slå 1&3 med højre og "slæbe" med venstre på 2&4 eller "slæbe" med begge. Det er lige så meget en del af lyden - og derfor lige så meget for lytteren - som for mig selv. Det giver desuden lytterne et holdepunkt, hvis jeg har lyst til at skubbe fraseringer foran eller bagved slagene. Men hvis man som guitarist har svært ved at spille enten rytmefast eller med et overbevisende, grounded groove, anbefaler jeg altid at slå skiftevis takt med begge fødder på de fire fjerdedele - også frem for at slå fire slag med samme fod, fordi jo længere der er mellem slagene med samme fod, desto nemmere er det at undgå at løbe, hvilket er det mest almindelige rytmiske problem.

jørgen ehlers
Jørgen Ehlers
(guitarist, forfatter, underviser)
Mini biografi: Tidligere docent, og musiker ved Odense Symfoni orkester. Forfatter til "Elementær rockguitar". Spillestil: fingerpicking, fingerstyle

I fast tempo har jeg hele tiden en højre fod kørende på alle 1/4. Hvis jeg ind imellem kommer til at lægge akkorder en anelse for tidligt på de tunge beats eller løbe lidt i tempo, får den mig tilbage på plads.
Et råd til at holde rytmen er fornemmelsen af underdelinger, 1/8 el. 1/16.

Finn Olafsson
Finn Olafsson (guitarist, producer, forfatter, komponist)
Mini biografi: Tidligere leadguitarist i Ache. Komponeret instrumental guitar musik og udgivet solo albums. Er producer i eget studio og har forfattet en del bøger med sin guitarmusik. Spillestil: fingerspil/fingerpicking.

Jeg kan ikke spille uden at tappe takten med min venstre fod. Det er der, hele mit grundbeat ligger. Og jeg skal have gulv under foden - så jeg spiller aldrig på barstole. Men nogle gange må jeg lægge noget dæmpende på gulvet, for at det ikke skal larme for meget:-)

pat coldrick

Pat Coldrick (guitarist, komponist)
Mini biografi: Født i Nordirland. Uddannet klassisk guitarist. Optræder som solo guitarist. Har udgivet to populære instrumental guitar albums. Det tredje er på vej.

Yes using ones foot is a good idea, I use it without realising it!

Stanley samuelsen
Stanley Samuelsen
(guitarist, forfatter, sanger)

Mini biografi: Født på Færøerne, bor i Danmark. Giver tit koncerter på Færøerne, og en aktiv bestanddel på det færøske fjernsyn. Har komponeret musik til ældre færøske digte, sange og tekster, som han har udgivet på plade.. Fejrede 50 års jubilæum som musiker sidste år. Spillestil: fingerspil, fingerpicking.

For mit vedkommende er det at tappe med fødderne noget der sker ubevidst, hvis jeg da overhovedet gør brug af det mens jeg spiller og synger. Jeg har forsøgt mig med en stompbox, men det virkede som om at det forstyrrede koncentrationen, eller fjernede fokus fra det jeg var i gang med. Det er nok noget man skal træne sig til at bruge. Når det er sagt tror jeg sagtens en stompbox kan tilføre en sang noget fasthed, og underbygge rytmen i en sang. Det har jeg hørt eksempler på hos flere der optræder solo med en akustisk guitar. Jeg tror ikke at jeg har et konkret råd til det at holde rytmen. Det vigtigste må være at øve meget og lægge sin sjæl i det man laver. Så kan det ikke gå helt galt. :)

bjorn thoroddsen
Björn Thoroddsen
(guitarist)
Mini biografi: Født i Island. Har b.la. spillet med Tommy Emmanuel. Optræder pt. med Robben Ford. Spillestil: fingerstyle, fingerpicking

I usually don´t tap physically. I use a strange way keeping time. Like basic 4/4 The right is foot on one but my right hand is always on two and four, you can´t see it and I actually don´t do it physically, just in my mind.he he This might sound strange but it´s based on a true story

Laif Møller Lauridsen
Laif Møller Lauridsen
(guitarist, forfatter, komponist, underviser)
Mini biografi: Fast guitarunderviser i Vejle. Stor enthusiast og ekspert inden for Jørgen Ingmann spilestilen. Underviser i klassisk guitar. Har skrevet bøger om guitar og med sine egne værker. Fejrer jubilæum i disse dage.

Jeg bruger foden når jeg øver, kan slet ikke lade være, og jeg kan oplyse at min gode, nu afdøde ven, Jørgen Ingmann brugte foden, når han spillede, når han spillede syd amerikansk musik brugte han begge fødder, det lød som en hel rytmeboks. Det er en form for med levende. Når jeg spiller klassisk guitar bruger jeg aldrig foden. Et godt råd, lange svære løb brug en metronom, og spil langsomt, når din muskelhukommelse så har løbet, om jer så må sige i fingerne, så gå det hele som smurt. Til rytmisk musik bruger jeg ofte en loop pedal. Så kom i bare op på tæerne derude, Og foot tab.

finn svit
Finn Svit (guitarist, forfatter, underviser)
Mini biografi: Klassisk uddannet guitarist. Arrangerer den årlige Aalborg musik festival. Spiller koncerter indenfor klassisk guitar og har udgivet cd'er med klassisk guitar.

Min erfaring er at det kan føles rart at tappe lidt med foden – men den går ikke når der skal indspilles eller når der er koncert. Alle de undervisere jeg har mødt i den klassiske verden har stoppet mig eller andre der holder rytmen med foden. Jeg stopper også, dog især hvis spil og fod ikke følges ad. :-) For ofte laves en rytme med foden og en anden i musikken. Årsagen skal findes i at rytmen er noget indvendigt – og pulsen skal ikke mærkes i foden men i eller med kroppen. En optimal pulsfornemmelse er vel at kunne sanse pulsen mens man spiller. Spilles eksempelvist for hurtigt så er det svært både at styre fingre og rytme på en gang. Ved øvning kan forstudier til et stykke være analyse af rytme og spille stykkes stemmer hver for sig. Altså lave et landkort over hvad der skal spilles og så meget langsomt sætte det sammen. En anden måde at øve på er kun at øve enten højre eller venstre hånd alene. Herefter langsomt sætte det hele sammen også langsomt op i tempo – men uden det skønne tapperi med foden.

søren bødker madsen
Søren Bødker Madsen
(guitarist, forfatter, underviser, komponist, sanger)
Mini biografi: Prisvindende dansk guitarist, underviser, og forfatter. Har udgivet de populære Spil guitar guitarskole bøger. Optræder som guitarist ved Beatles Forever.

Jeg har i min lange karriere som guitarlærer aldrig anbefalet mine elever at tappe med foden. I flere stilarter er det ret upraktisk at at tappe, specielt den klassiske, fordi det ofte forstyrer det klanglige udtryk voldsomt. Man kan til gengæld have meget glæde af anvende en metronom under øvningen. Den er et fint hjælpemiddel til at skabe en kropslig pulsfornemmelse. I rytmisk musik har jeg ingen kvababbelser over at tabbe men fødderne, blot det ikke tager fokus fra selve musikken. I visse stilarter som f. eks. i folkemusik, kan fod-tabning ligefrem være en del af det musikalske udtryk.
Guitarhelten Tommy Emmanuel fortalte ved en clinic, at han som dreng opøvede pulsfornemmelse og groove-feeling ved at følge vaskemaskinens rytmiske rotation i moderens bryggers.

Vi på guitaren dk siger tak for svarene. Det er spændende at læse disse synspunkter fra guitarister der har det at spille guitar inde på livet i hverdagen, og som aktivt bruger instrumentet i professionelt øjemed. Når man læser svarene ser man at der er forskellige meninger om man skal holde rytmen med foden. Tager vi Søren Bødker Madsens' svar som udgangspunkt så ser vi at musik genren og spillestilen spiller ind. Han mener at man godt kan få gavn af at tappe rytmen når man spiller rytmisk musik, men ikke når man spiller klassisk guitar.
Man ser heller ikke så tit klassiske guitarister sidde og tappe med foden til koncerter. Bare tanken om at se Segovia bare bevæge foden kan virke skræmmende! 
Men så kommer Pat Coldrick som netop er en populær internation klassisk guitarist ind og siger at han bruger foden til at holde rytmen med. Her skal man nok huske på at det er forskelle på at øve med foden og at optræde med brug af foden.
Islandske Björn Thoroddsen synes det er en god idé at tappe med foden, men han gør det ikke selv. Han bruger indre tanker i hovedet til at tappe rytmen med.
Konklusionen må være at det at fornemme en puls  er det vigtigste og at det at tappe med foden skal bruges med forbehold. F.eks har jeg selv gavn af at tappe rytmen når jeg spiller Windy And Warm, men når jeg spiller Bouré i E-mol kan den virke direkte forstyrrende. Bach's musik havde også så meget rytme i sig selv at man ikke behøver bruge nogle hjælpemiddler. Så en anden konklusion må være denne: Rytmisk: √ Klassisk: Nja måske, men helst ikke!

chet atkins

Citat fra legendariske Chet Atkins:
"Tap your foot"

Facebook kommentarer