Copenhagen Guitar Show 2017 offentliggør det fulde program

Copenhagen Guitar Show 2017 offentliggør det fulde program

Du er her

Nordeuropas største musikudstyrsmesse, Copenhagen Guitar Show, løber af stablen for 13. gang i weekenden lørdag den 30. september og søndag den 1. oktober 2017. Det foregår i Østerbrohuset i København.
Begge dage er der mulighed for at møde nogle af de allerdygtigste danske og internationale musikere helt tæt, når de giver unikke musikalske clinics og inspirerer med tips, tricks og fortæller anekdoter fra deres karrierrer. Både Ozzy Osbornes tidligere leadguitarist Gus G og Guns ’N Roses guitarist Ron ”Bumblefoot” Thal har fundet vej til Østerbrohuset, hvor de vil give clinics. Derudover er der bl.a. Helix Masterclass, Fender Talkshow med fem af Danmarks fremmeste musikere og auktion over instrumenter og musikudstyr, på programmet.

I udstillingshallen er der rent guf for guitar- og basnørder i form af gear og lir fra de største musikudstyrs-brands, sjældne guitarer fra private samlere til håndbyggede feinschmecker guitarer og originalitet af højeste kaliber. Guitarer og basser i alle afskygninger er i højsædet. Men mandoliner, banjoer, pedaler, plektre, forstærkere og musikgear er også at finde på messen. Således er showet lige dele stjerneglimt, som det er musikpassion og nørderi for fuld skrue. Herudover er der mulighed for at købe mad og forfriskninger i baren.

De levendes Vandreguitar
Med stor succes introducerede Copenhagen Guitar Show sidste år Vandreguitaren, der blev spillet på og signeret af et stort antal guitarister som Tim Christensen, Allan Olsen, Mika Vandborg, Lau Højen, Greg Koch, Velvet Volume, Henrik Strube og mange mange flere. Igen i år vil en guitar vandre blandt de mange musikere, der besøger showet. Alle får mulighed for at give et nummer på Vandreguitaren, signere den og lade den vandre videre til en anden guitarist. Formålet er at samle penge ind til en god sag. Efter Copenhagen Guitar Show sættes Vandreguitaren nemlig på auktion på Lauritz. Sidste år gik beløbet til Center for Autisme, som herefter kunne købe tiltrængt nyt udstyr til deres musiklinje.

En vedvarende Vandreguitar
En anden helt særlig guitar med en magisk historie vil være udstillet på årets Copenhagen Guitar Show. Det er musikeren Ivan Horns legendariske Fender Stratocaster, der lige inden hans død tidligere på året, vandrede videre til guitaristen Rune Funch (Aske Jacoby, Rasmus Nøhr, Vildnis Warvick Avenue, Once Around The Park, Lars H.U.G, Caroline Henderson o.mfl). Stratocasteren har en lang og spændende historie. Den daterer helt tilbage til 1959, hvor guitarens første ejer Mickey ‘Guitar’ Baker købte den på vej til Atlantic Studios i New York City. Efter en musikalsk visit i 

Danmark i 1977 efterlod Mickey Baker guitaren til Ivan Horn med ordene ”Den der Stratocaster det er din på een betingelse; Du må ikke sælge den eller bytte den væk. Du skal give den videre til én, du synes skal have den, når tid kommer!”
I de 40 år hvor Stratocasteren været i Ivan Horns besiddelse har den medvirket på indspilninger og turneer med bl.a. C.V.Jørgensen, Lotte Rømer, Drori/Hansen, Horn i/s, Ole Friis, Sofamania, Clausen/Petersen, Fin & de fem Fejl- Syngende Sten (Lis Sørensen), Rudi, Total Chaos (UK), Hair, Led Zeppelin Jam og mange flere.

Da Ivan Horn valgte at give Stratocasteren videre til Rune Funch, blev Rune meget rørt og skrev således på sin Facebook; “Når tid er, ryger guitaren videre til den rette. Hvilken cadeau. Tak, Ivan. Du var en sand gentleman. RIP”. Rune Funch ville ønske, at Ivan Horn havde hørt ham spille live på Stratocasteren, inden han gik bort i foråret. Heldigvis nåede Horn dog, at høre Funch spille på den via Facetime, hvilket glæder Stratocasterens nye ejer enormt. Hvem Stratocasteren skal vandre videre til engang, har Rune Funch endnu ikke besluttet, men ét er sikkert, den magiske stafet vil vedblive at vandre og føje til med god spillehistorier. 

Clinicprogram for Copenhagen Guitar Show 2017:

Lørdag:
11:00 – Helix Yamaha
12:00 – Auktion
13:00 - Gus G.
14:30 – Steen Skrydstrup
16:30 - Bumblefoot

Søndag:
10:30 – DR Big Band trommer og bas
12:00 – Auktion
13:30 - Fender Talkshow
16:00 – Bumblefoot

Billetter købes via Billetto

Billetpris (begge dage) kr. 149,00
Studerende halv pris kr. 74.50 (ved fremvisning af studiekort i døren).
Fri entré for unge under 18 år.

 

Guitaren DK udlodder to biletter til Copenhagen Guitar Show 2017. Følg med på vores facebook side:
her
gus g by eric fairchild ar mike