Anmeldelse af Band In A Box 2018 til Mac

Anmeldelse af Band In A Box 2018 til Mac

Du er her

Vi gennemgår i denne test af Band In A Box 2018 ikke kun de nye funktioner, men også hvordan programmet fungerer som helhed og ikke mindst hvad man som musiker kan bruge et 30 årigt program til i dag. Det er også mest fair at vi tester hele funktionaliten end kun de nye features, da der er gået en del år siden vi testede programmet sidst. Da programmet er gigantisk når det gælder brugbarhed og funktioner så har vi selvfølgelig ikke testet samtlige funktioner. Det ville have taget flere måneder.

Overgangen fra Windows til Mac er sket forholdsvis smertefrit. Man lægger ikke mærke til hvilken platform man arbejder på. De funktioner man skal bruge er nemme at finde og det kræver ikke meget tilvænning før man har mestret programmets brugerflade, og det at man kan gemme sine egne knapper i en custom fane er en godt gennemtænkt ting. Det er også et plus at programmets udviklere har valgt at begrænse antallet af knapper og undermenuer ved standard opstart af programmet (default loading). Så kan man som utrænet bruger prøve sig frem med at vælge funktioner for at udforske systemets brugerflade. Skulle man så ende med at have et hav af menuer og knapper på skærmen kan man nemt nulstille brugerfladen til standard skabelonen.

Jeg er især positivt overrasket over programmets hurtighed og stabilitet. I den måneds tid vi testede programmet var der ikke et eneste crash eller noget der mindede om frysninger.*) Det hele var smooth som butter, som man siger. Og det ovenikøbet med programmet kørende fra den medfølgende eksterne harddisk. Selvfølgelig var der forventelig ventetid ved loading af Real Tracks som er ægte lydoptagelser i WAV format, og ikke tekst fra MIDI filer. Men også det skete forbavsende hurtigt. Der gik ikke lang tid fra at jeg havde klikket på PLAY før jeg kunne høre lyden af metronomen tælle for, og så var vi i gang. Al den her problemfrie brugeroplevelse iværksatte også noget fandenivoldsk modighed fra min side hvor jeg modigt valgte ny stilart i programmet mens BIAB var i gang med at afspille min sang. Dem der har haft en båndoptager inde på deres barneværelse kan nok huske hvad mor og far sagde man aldrig måtte gøre: “Klik på stop før du spoler tilbage”. Som i gamle dage hvor man klikkede på REWIND på sin båndoptager uden først at have trykket på STOP, valgte jeg ubehøvlet at bruge Real Tracks som solo til min sang, og til min store forbavselse påvirkede det ikke Band In A Box på nogen måde. Programmet fortsatte ufortrødent med at spille min sang med en udskiftet soloist og stilart.

Når det er så nemt at indskrive akkorder som programmet glædeligt spiller for dig, så behøver man ikke at tænke så meget over disse akkorder, men der er muligheder for at indstille den måde akkorderne bliver spillet og vist på. Det sker henholdsvis ved hjælp af funktionerne Chord Builder, Chord options og Display options. Ved Chord Builder kan man konstruere avancerede akkorder ved brug af en masse parametre man kan vælge som Voicings og Root note osv. Det er for avancerede brugere som ønsker at tweake hvordan en C7 akkord i takt 4 skal spilles. Fx. som et enkelt slag der klinger takten over eller en pause plus andre avancerede muligheder.

*) På programmets næstsidste testdag oplevede vi dog et crash da vi redigerede en audio fil med RealTracks indhold.

Chordbuilder i Band In A Box
Chord builder i Band In A Box

RealTracks er en fantastisk ting, men jeg føler at man ikke skal overbruge dem. Da de kan gå hen og forstyrre din egen vision med det sangprojekt du arbejder med.  Derfor bør man overveje om man skal bruge et RealTrack med strum eller et med solo. Solo lyder selvfølgelig mere spændende og mindre ensformet i sin natur end et rtymespor med strum, men når du selv skal spille lead eller solo så kan det forstyrre meget mindre at jamme over et RealTracks med strum. Typisk er det nok kun at bruge et enkelt RealTracks og lade de andre spor være midi. Med midi har man også mere kontrol over stilarterne og kan følge med i noderne imens. Det kan man ikke med RealTracks. Ulempen med RealTracks er også at de i sagens natur er meget præget af den guitarists spillestil som man vælger. Og vælger man Brent Mason til en stille ballade så ville han bruge flotte guitar effekter i hver takt, men dermed også stjæle billedet, og det er jo dig der skal brillere på dine egne optagelser. Brent Mason kan jo også styre dig over i en retning som du ikke ønsker at gå. Så pas på med at jamme til sange der nærmest er færdigt indspillede. Brug simple komponenter som bas og tromme, og vent med guitaren og klaver til sidst. Dem kan du bruge til at pynte op med efter du har indspillet. Pas også på med at du ikke bruger en sang bare fordi du synes at de fraseringer og riffs som de RealTracks musikere du har valgt bruger. Husk at din egen stil er vigtigst. Brug Band In A Box som et værktøj. Det er heller ikke nogen der siger at du skal beholde de spor du har brugt til at jamme med eller indspille din egen guitar sammen med. Tit ender du op med kun at bruge din egen rytmeguitar og din solo henover. Men Band In A Box har ført dig i mål. Når det gælder navngivning af RealTracks så synes jeg at chord noodling ville være mere passende end Solo for typisk så spiller guitaristen arpeggio eller riffs og licks henover akkorderne og ikke decideret solo. For en solo er jo meget beslægtet med den melodi man sidder og spiller, men i sagens natur kan Real Tracks guitaristen jo ikke kende din melodi så det at lave en solo der indeholder fraseringer baseret på de toner du har i din melodi er umuligt. Men at spille toner (krøller) henover de akkorder du har indskrevet i projektet er en anden sag. Derfor noodling.

 

Audio edit
Audio edit vinduet der viser mit indspillede take på Masser Af Succes. Det er svært at se om det er mono eller stereo.

I Real Tracks med sologuitarist kan man heller ikke forvente at samtlige toner fra en akkord bliver brugt. Hvis du f.eks skriver Csus4 så når sologuitaristen kun at demonstrere toner fra en C dur i en noodlings udgave med brudte akkorder eller skalaløb. Forventer man at spiller den akkord der er skrevet 100% som en midiguitarist ville gøre, så skal som minimum vælge et RealTracks med strum. Her er det også forventeligt at der er en vis fejlprocent pga. de komplekse akkorder. Her kan man så vælge at erstatte RealTracks med midi eller vælge et midi super tracks hvor man I stedet for de almindelige MIDI-stilarter baseret på C7 akkordmønstre, der gentages over hvert akkord, istedetr MIDI SuperTracks baseret på den faktiske afspilning af studiemusikere.  Man kan også prøve sig frem med andre RealTracks eller lave sit eget UserTrack med de nævnte akkorder.

Inde under Display options kan man også ændre farven på tekstvisningen og baggrunde på celler eller selve projektets baggrund. Hertil kan man også loaded skins og schemes, og gemme sin eget scheme og skins. Derved kan man lave et specielt layout til sine jazz sange og bruge et andet layout til ens bluegrass og country sange. Eller hvad med et skin til brug om natten når du underholder dine gæster med din musik? Mulighederne er mange. 

En ting jeg undersøgte vedrørende RealTracks var om den “rigtige” guitarist spillede flere variationer af den samme akkord eller om det var den samme takt der var blevet sat ind i projektet og dermed genbrugt, som vi kender det fra Loops i Garageband og Logic osv. Men min test viste at det var forskellige takes af den samme akkord, og ikke en ren gentagelse. Man kunne også høre at guitaristen ikke slavisk startede med at spille akkorden på et slaget, men også tit på andet eller tredje slaget eller i mange tilfælde på off-beats. Det bevidnede også at der ikke blev brugt loops optagelser hvor guitaristen sad og spillede flere versioner af den samme akkord, men istedet skulle det vise sig at guitaristen spillede akkorderne på samme måde som i den virkelige verden hvor man spiller akkorder i den rækkefølge de står i sangprojektet, fx. med et stykke papir med akkordskiftene stående. Intet hokus pokus der. Det hele bidrog til at det ikke løs så robotagtigt som jeg havde frygtet.

Hemmeligheden bag disse RealTracks er at guitaristen der indspiller spiller akkorderne over en stilart valgt i programmer over nogle forudvalgte akkorder. Typisk med brug af samtlige akkordharmonier i kvintcirklen, med både Dominant 7, Dur, Mol og formindskede akkorder. Dermed ikke sagt at de spiller i samtlige tonearter. Det vides ikke, men mit gæt er at de betalte studio musikere som Brent Mason nok har spillet i flere tonearter, evt. med capo, ligesom man normalt ville gøre det i et Nashville studio. 

Programmets force er jo den snilde transponerings algoritme, og videoer på Youtube fra PgMusic i forbindelse med oprettelse af User Tracks, som er dine egne indspillede akkorder spillet henover et sangprojekt, der viser PgMUSC selv at de bruger de akkorder som musikerne har indspillet over en stilart i tonearten C fx. og når man så skifter toneart i projektet så bliver Audio indspilningen simpelthen transponeret på samme måde som en MIDI fil. Men man kan udvide sin User Track ved at indspille i flere tonearter og med flere akkordvariationer. Det duer jo ikke at brugeren der bruger dit User Track indskriver en Ddim7 akkord hvis guitaristen ikke har indspillet den, så bliver den erstattet med en Dm akkord i forhold til Modaler og kvintcirklen, men man kan udvide sin user track med flere akkorder og tonearter gemt i den mappe hvor User Tracket ligger.

Nogen gange kunne man godt høre at en audio fil indspillet af en guitarist var blevet transponeret noget voldsomt. Typisk i den situation at man vælger at bnuge et RealTrack der har en helt anden rytme, tempo og taktart. Et eksempel var at vi eksperimenterede med flere forskellige RealTracks til Masser Af Succes. Her følte jeg at et Country RealTracks med dobro og slide guitar lød vanvittigt godt men når jeg generede det til at være brugt sammen med Masser Af Succes så lød det som om guitaristen var blevet strukket i halen. Der var simpelthen gået kage i rytme og taktart. Men det var nok også overmodigt at vælge et RealTracks der var indspillet i et helt andet tempo og i en helt anden taktart og tro at det kunne bruges til en langsom vals som Masser Af Succes jo er. 

Mixer panning i Band In A Box
Mixer panning i Band In A Box

I testperioden prøvede vi målrettet at skabe et par backing tracks som vi kunne bruge på guitaren.dk og for at illustrere muligheder og forskelle i musikgenrer i programmet. Vi oprettede et backing track til Masser Af Succes, Haveje og et Bluegrass backing track. I sidstnævnte var det en fryd at vælge en stilart(style) og så en ZZCONTRY.STY med RealTracks af en fed akustisk bluegrass guitar. I det her tilfælde indskrev jeg ikke selv nogle akkorder men brugte Band In A Box eget forslag til sange der var velegnede til den stilart jeg havde valgt. Resultatet var en sang der hed Tumbleweeds med typiske country akkorder, med både Dominant 7, dur og relativ mol akkord. Jeg satte mikrofonen foran guitaren (det ville være synd at optage instrument ind når vi taler ægte bluegrass, ikke?) og jammede løs til de akkorder der var vist på skærmen, samtidig med at jeg hørte en guitarist der spillede i Doc Watson stilen med fingerpicking og flatpicking kombineret. Selv startede jeg med at strumme akkorderne men kunne ikke lade være med at fyre nogle licks af selv. Hele oplevelsen føltes som om jeg sad i et øvelokale og jammede med gutterne. Det var både levende, intenst og ikke mindst sjovt. Da optagelsen var slut mixede jeg mit lydsignal fra den Audio fil jeg lige havde optaget med det RealTracks der var bluegrass guitaristen. Der var også trommer og bas med, men trommerne mutede jeg og beholdt bassen samt et midispor med en muted elektrisk twang guitar.

Daw funktionaliteten i Band In A Box der har med styring af indspilning af audio filer at gøre fungerede rigtigt godt og ubesværet. Dog skulle jeg vænne mig til den medfølgende mixer. Dens måde at styre venstre og højre kanal ved panering var lidt speciel i forhold til i andre DAWs. Lydsporet med min egen indspillede guitar blev placeret yderst til højre og kunne ikke flyttes til venstre eller midterstilles. Jeg kunne godt flytte det lidt mere til højre imod midten men så forsvandt volumen på lydklippet tilsvarende for til sidst at forsvinde helt da det var stillet i midten. Det samme gjaldt også for RealTracks spor. Jeg kunne godt tænke mig bedre kontrol over sporene. Man kan godt ændre indstillinger på hvert spor, men det ville være at foretrække at kunne gøre det direkte i mixeren. Derfor er det stadig den bedste løsning at eksportere samtlige spor i projektet over i sin foretrukne sequenser eller DAW, men undlade at eksportere det spor man selv har indspillet og indspille dette i Garageband, ProTools eller Logic mens Band In A Box lydsporene kører som loop i baggrunden. Det er jo BIABs force at være et akkompagnements og backingtracks skaber, så det med at mixe det man selv har indspillet er noget sekundært, men selve kvaliteten af det man indspiller fejler ikke noget. Der er ovenikøbet også mulighed for at redigere i lydfilerne via Audo edit. Hvor man kan fjerne uønsket baggrundsstøj og andre postedit funktioner vi kender fra lydredigeringsprogrammer. Det gik fint med at redigere min egen lydfil, men da jeg skulle redigere i en fil fra et RealTracks crashede programmet for første gang. Det har nok været hukommelsesrelateret.

Chord Options i Band In A Box
Chord Options i Band In A Box

Indlæringskurven til Band In A Box er rimelig høj, og det er nærmest skræmmende at se hvor mange funktioner der egentlig findes. Det afslører et hurtigt browseri ved at klikke på menuen og vælge dropdown punkterne, og et forsigtigt kig i den tykke manual bevidner også om et heftigt og gennemarbejdet program. Selv om indlæringskurven er høj så kan man dog være rimeligt hurtigt i gang med at jamme og sågar indspille. Dertil er programmets brugerflade rimelig nem at gå til med de knapper, faner, og menuer man skal bruge tydeligt viste og fremkommelige på skærmen.

Vi har testet programmet lidt over en måneds tid, men det er slet ikke nok til at sætte sig ind i alle programmets funktioner, og når det så ovenikøbet er gået flere år siden vi testede Band In A Box sidst, så skulle vi også bruge tid på at sætte os ind i programmet igen. Dermed har denne test ikke kun været en test af version 2018 men også en test af hele programmet. Vi håber at vi har gennemgået de væsentligste ting som beskriver brugen af de funktioner som en guitarist og evt. sanger sangskriver ville gøre brug af.

Når det gælder akkorder så kan man indstille hvordan becifringen bliver visti projektet. Indskriver du C11 erstatter Band In A Box automatisk akkorden til C9sus. Indskriver du Csus4 bliver den erstattet med Csus og indskriver du Csus2 bliver den erstattet med et to tal altså C2. Det kan være forvirrende hvis man er ikke vant til den måde at vise akkorder på, som har noget Nashivlle over sig, men det kan relativt nemt ændres ved at gå ind under Display options og vælge et hvordan de førnævnte akkorder skal vises.

Band In A Box har et stort community hvor man som guitarist kan dele sine arrangementer. Men ønsker man at dele chordsheets eller leadsheets med de andre bandmedlemmer så kan man vælge at sende PDF filer med akkorderne eller noderne til dem der ikke selv har programmet installeret. Der er dog også en anden mulighed, og det er at eksportere de udvalgte spor i Band In A Box som et videoklip hvor man både kan høre og se akkorderne takt for takt. Her kan man sende bassisten et klip med de toner han skal spille eller sende rytmen til trommeslageren. Guitaristen kan øve på de svære akkorder. En glimrende mulighed for at dele musikken med andre. Og det kræver ikke mere end at du som guitarist eller sangskriver bare indskriver akkorderne, vælger en stilart, og evt. et realtracks og eksporterer et videoklip med Band In A Box.
Metoden er at du trækker det spor eller de spor du ønkser med i videoen ned i vinduet som bliver eksporteret som videofil. 
Man kan også dele sine videoer direkte på Youtube og sågar også indflette en video af de artister som indspillede de RealTracks du bruger. Der er en del muligheder for at styre den måde videoen bliver vist på med picture in picture og en del andre muligheder.

Generate video i Band In A Box
Generate video i Band In A Box

VideoTracks er RealTracks, der viser, hvad musikerne spiller. Du kan også selv lave en video med akkorder eller notation. Denne nye features i den nye udgave bringer, udover de gode muligheder det bringer som vi allerede har nævnt når det gælder at demonstrere ens nye sange for musikere der ikke har BIAB installeret, så kan man nu også se en vaskeægte video der viser hvordan musikeren spillede de RealTracks du bruger. Jeg synes ideen er fin, men kan ikke umiddelbart se at jeg får brug for denne funktion. Det er selvfølgelig sjovt at vise at man kan jamme sammen med Brent Mason, men det er en niche jeg nok hurtigt bliver træt af, det er mere en gimmik end en vigtig funktion, men til gengæld finder jeg det meget brugbart at kunne dele video tracks af sangens akkordskift osv.

Andre nye funktioner er:

  • Audio Akkord troldmanden er nu integreret i BiaB.
  • Audio harmonifunktionen er udvidet med audio til MIDI funktion og fix af tonehøjde.
  • Oprydning: Filsystemet er forenklet og de tusindvis af løse filer, som lå hulter-til-bulter i BB-mappen, er samlet i mapper.
  • Mange forbedringer af mixer, brugerflade, sangtitel browser, stilvælger, MP3 eksport og masser af andre forbedringer i alle afdelinger af programmet.

Brugerfladen er bestemt blevet væsentligt forbedret. Og farverne på ikonerne er holdt diskret og stilrene. Det er også en kæmpe fordel at man nu bedre kan holde styr på sine filer hvis man ønsker at se dem i Finder. De er dejligt organiseret i mapper/foldere. Stilvælgeren er også blevet forbedret så den nu er nemmere at gå til og overskue.  Audio harmony funktionen prøvede vi kun sporadisk, da vi nok skal sætte os mere ind i hvordan den fungerer for at afgøre om den gør det den skal kunne. Vi prøvede at udføre funktionen på en lydfil med fingerspil til Masser Af Succes, men her var akkorderne omkring 40% korrekt og gættede den forkert ang. tonekøn. Men tonearten fik den dog gættet rigtigt. 

Pop country 12key realtracks er noget nyt i 2018 versionen af Band In A Box hvor de artister der har indspillet Real Tracks har gjort det i alle tonearter. Så er man fri for at skulle transponere. Det er nok noget som der arbejdes på at få implementeret på alle Realtracks også, men efterhånden er der kommet flere tusinde RealTracks så det er et stort arbejde, og det er heller ikke helt uoverskueligt at skulle få fat på de samme guitarister igen til at indspille i studiet igen. 

Midi SuperTracks er en spændende nyhed hvor PG Music forsøger at udfylde det tomrum der er imellem MIDI og RealTracks. Begge er jo stærke på hvert sit felt, men har også mangler. MIDI's force er jo at man hurtigt kan transponere og ændre noderne men lyden er afhængig af det software instrument der bliver brugt. RealTracks force er jo den gode lyd men Audio filer er ikke skabte til at blive modificeret tone for tone, så derfor er de svære at transponere uden kvalitetstab på lyden. RealTracks lyder som musik indspillet af ægte musikere da det netop er ægte musikere der har siddet foran mikrofonen, mens MIDI blot er computer musik og derfor lyder det robotagtigt, men da de MIDI filer der er skabt i Band In A Box er indspillet af rigtige musikere bag et keyboard så lyder de også som musik, bare uden den samme gode lyd. Midi SuperTracks kommer ind og udfylder hullet med den nye måde hvorpå man kombinerer ægte midi toner der kan transponeres, med en lyd der tilpasset på avancerede lydmoduler (plug-ins) der følger med Band In A Box. De lyder næsten som ægte RealTracks og musikaliteten er der da man tydeligt hører at det er mennesker der har spillet noderne.  Det er fordi at ægte studiomusikere har spillet tone og takt for sig til en stilart med medfølgende akkorder. Så derfor føles disse MIDI filer mere som RealTracks, men de kan allesammen redigeres tone for tone, takt for takt på samme vis som ægte MIDI filer. Midi SuperTracks gør brug af VST instrumenter, derfor lyder de så godt.

Da akkorderne er det allervigtigste i Band In A Box undersøgte vi nøje om det som vi skrev ind i projektets celler rent faktisk var det som vi fik ud igennem højttalerne. Dvs. om vi fik alle de toner som akkorden var bygget op over. For at gøre testen ekstra udfordrende så indskrev vi akkorder med alternativ bastone. Vi skrev: C/g og F/c. Vores test gik ud på at høre hvordan Band In A Box fortolkede disse akkorder. Det var dog svært at nå frem til nogen konklusion for det resultat jeg var ude efter var en situation hvor guitaristen spillede boom chic fingerpicking på femte og sjette streng i C-dur. Dvs. på C og G tonerne. Dvs. at jeg ikke var ude efter at få Band In A Box at strumme akkorderne men mere spillede dem som et "menneske" hvor man skiftevis spiller grundtone og G tonen i bassen. Men for at opnå et så specifikt et resultat må man indskrive noderne i LeadSheet. Jeg kunne vælge den dygtige Joe Robinsons fingerstyle RealTracks men at få ham til at spille præcsi de toner jeg ville var en anden sag, selv om det han spillede var nogle flotte fingerpicking fraseringer over akkorderne. Det var dermed svært at høre eller afgøre om vi fik de toner vi var ude efter. Tit fik vi nærmere en C7 akkord end en C9/13 akkord, men det advarede programmet os også om. Som tidligere nævnt må man lave sit eget user-track eller bruge midi-instrumenter hvor avancerede akkordharmoniseringer er påkrævet. Eller med held finde sig frem til et RealTracks der bruger de akkorder i en stilart.

Det er meget enkelt at skifte toneart i Band In A Box og udskifte akkorderne tilsvarende.
Det er meget nemt at transponere akkorder i Band In A Box. Man vælger blot en ny toneart og så bliver akkorderne skiftet ud tilsvarende.

 Vi vil hellere ikke glemme at nævne en meget tidssparende funktion som er funktionen Load Demo Song.  Det er en sang med forududfyldte akkorder så man kan høre den style(stilart) man har valgt uden selv at skulle indskrive akkorderne først. Man vælger stilart, f.eks. med RealTracks og klikker på knappen Load Demo Song og så er proketet udfyldt med akkorder og noder. Noderne kan ses i LeadSheet, og viser noder tilhørende midi tracks. Disse akkorder kan nemt ændres til en anden toneart ved blot at klikke på toneartsangiveren oppe øverst i navigationen som populært kaldes for Transport navigation. Et sted hvor man finder Play og Record knapper. Ved klik på C f.eks. får man mulighed for at transponere akkorderne over i den toneart man ønsker eller vælge en anden toneart og beholde de akkorder man allerede har indskrevet. Det er instant coffee og akkorderne bliver udskfitet med det samme. Det er rart at man kan se en fuldstændig oversigt over de tonearter man kan skifte til. I modsætning til andre programmer som Guitar Pro hvor man skal klikke på minus og plus for at cykle sig igennem toner og oktaver. Det er meget nemmere blot at klikke på den toneart man ønsker.

Konklusion
Vi kan konkludere at det er et seriøst godt udført stykke software, da programflowet er hurtigt og problemfrit at arbejde i og man hurtigt får skabt imponerende resultater ved blot at skrive navnet på en akkord ind. De nye funktioner er spændende og bestemt værdige at have inkluderet i denne store opgradering i 30 års jubilæumsudgaven. Video Tracks lover godt men det føles mangelfuldt at man ikke kan optage en video hvor man selv spiller guitar. Så giver det mere mening at vise de musikere der har indspillet de RealTracks man bruger, men mon ikke det kommer i en ny udgave?
Mest imponeret blev vi af Midi Super Tracks der er en genial ting at have med i det mastodonte programmet som Band In A Box er blevet. Det er revolutionerende smart at man lydmæssigt kan få noget der lyder utroligt tæt på en RealTracks optagelse men med midi toner der kan rettes i lige som alle andre midi filer. Takket være de imponerende plug-ins man kan bruge til lyddelen som det medfølgende Amplitube til guitar og bas. Midi er og bliver meget nemmere og hurtigere at have med at gøre og det faktum at det ikke lyder som en blikdåse men som ægte instrumenter er en funktion i Band In A Box der er kommet for at blive.
Det er utroligt at tænke på at vi sidder med et program som føles så fresh og nyskabende når vi tænker på at det  har 30 år på bagen. I 30 års udgaven fremstår programmet stærkere end nogensinde, og bør fremstå på enhver hylde i hjemmestudier eller professionelle studier med respekt for sig selv. Det er ikke et legetøj men derimod et uundværeligt værktøj i din værktøjskasse når det gælder akkompagnement og skabelse af backing tracks. 
Endnu et paradosk er at programmet som er et utroligt stærkt værktøj til at skabe loops med ikke føles som en digital maskine som Ableton Live og Fruity Loops kan gøre. I Band In A Box kan du nemt opnå samme funktionalitet men det sker uden at du tænker over hvad du laver. Det at loope takter eller at bruge trommemaskiner sker bare ganske naturligt i et hjemligt workflow. Det er en skam at ordet Garageband er taget af Apple, for Band In A Box føles mere end noget som det perfekte miljø for et Garage band. Jeg tror hemmeligheden ligger i at der fokuseres på ægte instrumenter og akustiskprægede musik genrer som bluegrass og jazz og i mindre grad electronica. Derfor føles Band In A Box som det oprindelig blev lanceret som tilbage i 1988 stadigvæk og måske mere end nogensinde før som et ægte orkester i en æske. Tillykke med jubilæet! Vi elsker jer som ekskonen vi ikke vidste at vi savnede!

Anonyms billede