Danish Guitar Performance er en solo cd med den danske guitarist Søren Bødker Madsen. Bemærk at jeg helt bevidst kalder ham for guitarist for at kalde ham klassisk guitarist, som for blot få år siden var den helt rigtige betegnelse for denne prisvindende danske musiker, er ikke fyldestgørende nok. I dag er han måske endnu mere blevet en fingerstyle eller fingerpicking guitarist. Det afslører denne cd med hans egne fortolkninger af guitar perler som Dust in the wind, Classical Gas, og Alice's restaurant. Vi vil i denne anmeldelse nævne nogle af de 19 sange med kritiske briller. Velvidende at vi sidder med en meget respekteret og anerkendst værker i hånden, der tidligere har vist sit værd på en guitar.
Why worry er frit improviseret, forstået på den måde, at Søren fortolker sangen på sin egen måde, men dog med fuldt respekt for melodien. I dette arrangement er der dog som om der er mere fokus på guitar riff og keyboard fills/licks end på selve melodien. Det hører vi ved at han præsenterer melodien i introen, og undervejs vælger frit imellem A og B stykker. Det fungerer dog rigtigt godt da man bliver efterladt med et helhedsindtryk der hylder melodien, og viser en stor forståelse for den. Det er det gør et arrangement interresant at lytte til, mere end blot en gengivelse af melodien fra takt til takt.
Pirates of the Carribean er gået hen og blevet en fingerstyle perle, og Sørens fortolkning har det hele. Både spænding og respekt over for melodien, som han spiller på sin egen måde, men med et arrangement der minder om de arrangementer der findes ude på nettet.
Caledonian Road Song er en smuk melodi skrevet af Søren selv, og den klinger som en klassisk melodi men som samtidig indeholder en snert af noget moderne fingerstyle over sig i sine harmonier og højre hånds fingerspil, især på akkorderne imellem melodistemmen. Her kan man blive mindet om Tommy Emmanuels spillestil som nærmest er skabt til at blive spillet på en guitar, og som også fødes på de seks strenge.
Beatles medleyen med Eight Days of week, And I love her, og Day tripper er forudsigelig, som de fleste Beatles fortolkninger er. Det skyldes efter min mening at de engelske sangskriveres værker er så velskrevne, og svære at ændre, at fortolkningerne af sangene nemt kommer til at lyde som noget man har hørt før, uanset hvor god guitaristen er. Der er ikke noget galt med Sørens fortolkning tværtimod. For os guitarister er det guf at lytte til og spille selv, men den bringer ikke så meget nyt på bordet som de andre numre på pladen gør.
Jeg havde glædet mig til at høre Søren's fortolkning af Jerry Reed's Jiffy Jam, som er et nummer der lyder nemt, men som vi guitarister ved er langt fra sandheden, og svinger helt utroligt godt på en guitar. Søren skuffer ikke, da han spiller det både tekniks og musikalsk, og ved at følge melodien nærmest slavisk viser han at respekterer komponistens værk, dog med sine egne islæt smidt ind steder, der hvor det kan lade sig gøre. Rigtigt godt spillet. Jeg synes dog at selve slutninge riffet, dvs. opbygningen til den allersidste akkord, er lidt sjusket lavet.
Med det eget komponerede nummer Flamenco Jam viser Søren et stort overskud på guitaren, og ikke mindst et stort talent for at skrive egne sange. Selv om sangen har titlen Flamenco Jam, er der langt fra kun flamenco at høre i den, men også musikalske toner der leder tanken hen på klassiske komponisters værker. Et rigtigt spændende nummer. Det samme kan vi sige om In the style of the Renainssance som er et nummer der kunne være taget ud af et nodehæfte fra 1800 tallet med sine romantisk klingende toner, men igen er forfattet af ham selv. Man hører tydeligt en flirt med Caspar Zans Canarios, men også en helhed af vellykede klassiske fraser som fungerer fortræffeligt og som er utroligt godt spillet. Stort plus her fra.
Numre som Every Breath You Take, og Dust In The Wind er godt lavet og fungerer som de skal. Ingen overraskelser her. Dog er sangen Alice's Restaurant lidt overfortolket efter min smag. Lidt synd da denne melodi netop er så velfungernede på en guitar, og helst ikke skal ændres for meget, men gerne spilles som den er: en simpel ragtime melodi. I Sørens udgave bliver den lidt tung i det, og får noget klassisk guitar over sig, da det virker som om der er mere fokus på egne finurligheder end på at spille sangen direkte efter bogen. Hans egne riff fungerer rigtigt godt, men bare ikke sammen med denne enkle melodi, der bliver alt for unødvendig tung i det.
Dansevise med det velkendte riff af salige Jørgen Ingmann fungerer rigtigt godt fortolket på en akustisk guitar. Søren har her formået et rigtigt flot og spændende arrangement for guitar. Man hører både fingerspil, akkorder, riff og melodi i en herlig sammenblanding med melodiens hovedtema velbevaret.
Romance in style er utroligt flot og velskrevet. Nummeret er komponeret af Søren selv og lever til fulde op til sin titel. Inspirerende, da det er et af de numre man selv får lyst til at spille (efter noder) på guitar. I sin stil er det som titlen siger romantisk og "gammeldags". Bogstaveligt talt: klassisk.
Valsa Brasileira er en smuk vals af Oscar Feitosa, og det er så smukt og musikalsk spillet af Søren at det er cd'ens bedste nummer efter min mening. Med sine dynamsike toner og en klang der klinger himmelsk fungerer dette nummer mesterligt i Sørens hænder. Det er mesterligt spillet med et kæmpe overskud der tydeligt høres med smukke dynamiske toner og klassisk klingende harmonier. Et nummer som er iørefaldende og smukt. Utroligt flot spillet.
Konklusion
Søren er bedst når han nærmest drømmende musikalsk spiller de langsomme numre og også sine egne numre. Det er som om hans koncentration er størst ved disse numre. Han er en blændende dygtig guitarist der kan spille alting på en blokguitar, og det viser han også på denne cd, men hans egne numre er dem der fungerer aller bedst.
