Anmeldelse af Finale Guitar 2003

Du er her

Finale 2003 er en mindre udgave af det kritkkerroste Finale som indeholder funktioner for os guitarister, men også mulighed for at indskrive andre instrumenter, og sangstemmer. Vi kigger i denne anmeldelse på de funktioner som kunne tænkes være de mest brugbare for en guitarist. Selv om Finale Guitar 2003 er en skrabet udgave i forhold til fx. Finale 2004 så er det stadig et stort program, og man skal læse en hel del i manualen før man kan færdes trygt i det. Der er en masse funktioner som man skal kende før man kan bruge programmet rigtigt, og det er værktøjer som mass edit tool og entry tool. Disse bruges til markering og kopiering af takter og stemmer og til smart indtastning af noder. Det er rigtig godt tænkt at de i programmet har smarte tastaturgenveje til noder. Fx. 5 for en kvart node og 4 for en 8dels node.

Lad os komme i gang
Når man starter Finale kommer der en såkaldt wizard op der spørger om titlen på den sang vi vil indskrive.

Vi vælger at skrive en enkel C dur skala, så det bliver titlen. Der næst får vi mulighed for at vælge hvilket instrument vi vil bruge samt om der skal være tabs og noder eller kun tabs og en hel masse andre muligheder. Da vi spiller guitar vælger vi guitar ved at klikke på På den næste side kan vi vælge hvilken toneart vi vil skrive og hvilken taktart. Vi vælger C dur og 4/4 taktart (C) På sidste side i wizard guiden får vi lov til at indskrive hvilket tempo vores sang skal have. Vi vælger standardindstillingen som er 120 slag i minuttet på en kvart node.

Vi indskriver skalaen
For at indskrive skalaen i tabulaturen skal vi klikke på strengen vi vil bruge med musen, og trykke på tastaturet for at vælge hvilket bånd vi vil bruge. Som standard vælger Finale Guitar et 0 for alle strenge. For at ændre 0'et til et bånd kan man hurtigt klikke på + og - tegnet for at tælle op. Klikker man en gang på + får man et 1 tal, og to gange så får man et 2 tal osv. Det er ikke så hurtigt at indskrive i programmet, da man hele tiden skal veksle imellem mus og tastatur, men med lidt rutine går det nok. Dog langt fra så hurtigt som det gør det i Guitar Pro og Tabledit.

Noder og tabulatur
Lad os kigge på hvordan programmet håndterer noder sammen med tabulatur. Vi vælger at bruge en template, og får 4 valgmuligheder, og beslutter os for at vælge nummer 3. Vi klikke først tonerne ind med musen og det går helt smertefrit. Nedenunder nodelinjen er vores tomme tabulatur stemme. Det smarte ved Finale Guitar er at man ikke behøver at indskrive tabulaturen selv. Finale kan gøre det helt automatisk for dig. Vi vælger først Mass Edit Tool for at markere den takt vi vil have med. Der næst trækker vi takten ned til den tilsvarende tabulatur takt. Og vupti så har vi fået nogle toner i tabulaturen også, og da vi valgte at den dybeste bånd på guitaren var 0, så har vi fået løse strenge med.

Ønsker vi at spille skalaen i en anden position kan vi bare gentage proceduren og vælge et andet bånd: Vi vælger 1 som det laveste bånd og får nu en helt anden position at spille de samme toner i: Bemærk da 1 er det laveste bånd så får vi ingen løse strenge med (0).

Akkorder
En anden af Finale's forcer er dets akkordfunktion. Vi klikker blot Cm7 ikonet og Finale foreslår så en akkord ud fra den tone vi har klikket på. Her kan vi også vælge at indtaste akkorden selv, hvis Finale ikke kan finde ud af hvilken akkord vi vil bruge.

Nodeindtastning med mikrofon eller guitar 
Vi kiggede også med spændning på mic notator funktionen i Finale Guitar . Men resultatet blev ikke så godt som forventet. Vi valgte at bruge en guitar med line-in, og med så lidt støj som overhovedet muligt. Alligevel blev Finale ved med at fange masser af støj som værende toner. Selv om jeg blev ved med at spille den samme tone som var C på guitar, så kan vi se resultatet her: En masse spøgelses toner som ville tage for lang tid at fjerne for at bruge værktøjet til noget fornuftigt, så man kan lige så godt bare skrive tonerne ind som man plejer. Micnotator værktøjet duer ikke til guitarbrug.

Midi importering
Når man tænker på hvor nemt og præcist Band In A Box 2005 håndterer midifiler så virker Finale Guitars håndtering af dem meget gammeldags og klodset. Der skal meget justering og forsigtighed og "om igen" for at man kan få et brugbart resultat. Med hjælp fra manualen lykkedes det nogenlunde, men det kunne være bedre.

Konklusion
Finale Guitar virker stort og klodset i dets brugerflade, som ikke har ændret sig meget siden de første Finale versioner. Man har tit indtrykket af at der er for mange muligheder, og de mange menuer og undermenuer og funktioner kan virke uoverkommelige. Selv en enkelt ting som musemarkøren kan virke irriterende fordi den har så mange forskellige udseender afhængigt af hvilken funktion man har valgt. Brugerfladen minder mere om et DTP program som Pagemaker end et musikprogram, der er for meget tegne og gæt efter min smag. Finale Guitar er et program som kræver meget indstudering før man kan bruge det rigtigt, men når man har så gjort det så kan man nyde en masse herlige funktioner der letter nodeskrivnings processen. Et kæmpe plus er den helt fantastiske udskrivning man får ved at udskrive fra programmet. Det ser utroligt flot ud og ikke mindst meget professionet. Så med det i mente så er jeg ikke i tvivl om at det mest er læreren eller den musikstuderende der kan bruge et program som Finale Guitar 2003. Da det kræver meget læsning i manualen før man får et brugbart resultat. De templates der følger med er rigtig gode og noderne præsenterer sig også i topklasse, men vejen frem til et godt resultat er besværlig og tung, og programmet virker tungt og gammeldags, på trods af dets unægtelige professionelle muligheder i hobevis. Så kort sagt: mest guf for de professionelle, og skræmmende tung og klodset for ham eller hende der bare vil indtaste en lille melodi på tab.

Rating

0
No votes yet

Kategori

Software

Facebook kommentarer