Denne anmeldelse er skrevet af guitaristen Finn Jackie Pedersen som venligst har lånt den i fuld længde. Anmeldelsen er planlagt at udkomme i trykt form i medlemsbladet guitaren i Oktober.
Der er for nylig udgivet et nyt nodehæfte på forlaget Olafssongs med noder og tabulatur til 13 af Finn Olafssons kompositioner. Disse blev allerede i slutningen af 2011 indspillet og udgivet på CD’en Music from North Sealand, som er en hyldest til Nordsjælland, og hvor Finn ledsages af Torsten Olafsson (bas, shakuhachi-fløjte og tablas), Michael Vogelius Larsen (keyboard og harmonika), Jacob Andersen (percussion) og Søren Hammerlund (hurdy gurdy). Desuden er der lagt lidt el-guitar ind (også spillet af mesteren selv).
Med det nye nodehæfte følger en CD hvor Finn lader sologuitaren få lov til at fremstå selvstændigt. Begge CD’er er en fornøjelse af lytte til, men versionen for sologuitar er mest relevant i denne sammenhæng. Den i 2011 udgivne CD er omtalt og anmeldt på www.guitaren.dk (to artikler).
Som titlen angiver, er det musik med inspiration fra Nordsjælland lige fra Esrum Sø over Nakkehage, munke og en klosterhave i Esrum og Slottet ved Øresund (Hamlet’s Castle) til Arresø. Når Finn i den engelske titel har valgt Sealand i stedet for Zealand, som er den gængse betegnelse for Sjælland, skyldes det, at han ønskede at undgå forveksling med New Zealand. Pudsigt nok findes der i Nordsøen ud for den engelske kyst en mikrostat ved navn Principality of Sealand, der dog ligesom mikrostaten Kongeriget Elleore i Roskilde Fjord ikke er anerkendt af FN (!). Nå, det var en lille digression.
Arbejdet med bogen har stået på i flere år, og fra mine samtaler med Finn ved jeg, at arbejdet med bogen har krævet megen tid og omhu (a labour of love); at dette har båret frugt, ser man tydeligt, når man får bogen i hånden. Finn og hans bror, Torsten, går ikke på kompromis, når det drejer sig om Olafssongs nodeudgivelser.
Nodebogen er på 94 sider og indeholder som nævnt 13 af Finns kompositioner. Det er et mesterligt arbejde; bogen er solidt indbundet, den er æstetisk indbydende, og layoutet er tip-top. 94 sider kan lyde af meget til 13 numre, men allerede den omstændighed, at numrene er noteret både i traditionel nodeskrift og tabulatur/tablatur, medfører en fordobling af sidetallet. Desuden er der, som Finn anfører på bogens sidste side under ”Expressions and symbols”, ikke mange passager med gentagelsestegn, idet mange passager (eller sektioner) fra A til E, der gentages, indeholder variationer, hvorfor der er foretaget en fuldstændig notation. Bogen indeholder i øvrigt også en del smukke billeder fra Nordsjælland og af mesteren selv samt et par af hans guitarer.
Noder og tabulatur er angivet ned til mindste detalje med en meget minutiøs angivelse af fingersætning – som det betaler sig at følge mere eller mindre slavisk, hvilket jeg flere gang har måttet erkende – og diverse effekter som glissandi, vibr., let ring-toner, upstrokes og downstrokes, slap bass osv., som alle er grundigt forklaret på bogens sidste side (”Expressions & symbols). Og ikke at forglemme en drilsk pim-figur, som nævnes flere gange i det følgende.
Nedenfor følger en spilleliste, hvor de enkelte titler giver en fornemmelse af, hvad der har været inspirationen til de enkelte stykker. Guitarens omstemning er angivet i parentes):
Numrene fra Valdemars Slot (Gurre) til og med Slottet ved Øresund (Hamlet’s Castle) udgør, hvad Finn kalder slotssuiten.
Det første stykke i bogen er Under sejl på Esrum Sø. Med en omstemning til CGCGBD kan det være lidt af en udfordring, hvis man spiller på en nylonstrengsguitar, idet det tager lidt tid, inden strengene ”sætter sig”, men det bør bestemt forsøges. Allerede i det indledende Riff bliver vi klar over, at Finn ikke har tænkt sig, at vi skal blive i vores comfort zone” ned ved sadelen, hvilket i øvrigt kommer til udtryk i alle bogens øvrige stykker. Vi skal op til den mere støvede ende af gribebrættet, i dette tilfælde 14. bånd.
Finns ekstensive brug af hammer-ons og pull-offs (H og P). Også glissandi (gliss.) bruges hyppigt her og i andre stykker. Rytmisk set er stykket i 2/4, men man skal indstille sig på udstrakt brug af 16.-delsnoder og lejlighedsvis 32.-delsnoder samt nogle lidt drilske kvintoler i nogle af HP-passagerne. En anden lille detalje, som også går igen andre steder i bogen, er brugen af upstrokes, dvs. arpeggioer spillet nedefra og op, som regel over to-tre toner og typisk udført med i-fingeren. Der er en lille fejl i fingersætningen i takt 16, men den virker ikke forstyrrende.
Her som i alle de andre stykker får vi serveret flere temaer med interessante variationer over disse. Der er lagt op til en behagelig sejltur på Esrum Sø i et adstadigt tempo med få blide bølgeskvulp, nok især i førnævnte tilbagevendende Riff.
Med Leg på Tisvildeleje strand er vi – corona-tider til trods – kommet ud i det myldrende sommerland. I et frisk tempo – 4/4 – kan vi igen opleve fritidslivets glæder. Omstemningen, EADF#BE, er nem at gå til; kun G-strengen skal stemmes en halv tone ned. Igen er hele gribebrættet i brug, og det samme gælder glissandi, H og H m.v. Sektion E1 er desuden en god øvelse i pull-off-teknikken.
Dette er et stykke, jeg godt kunne forestille mig at være et godt sted at begynde, hvis man gerne vil have et stykke med et frisk tempo og lidt udfordringer. Stykket, synes jeg, egner sig glimrende for en nylonstrengsguitar. Obs. man skal på udflugt helt op til 17. bånd på den tynde E-streng, så her er der lidt f en udfordring.
Med Røg og damp gennem Gribskov skabes der nok en forventning om et stykke i fuld udblæsning, men det fremstår i mine ører lidt mere lyrisk, omend tempoangivelsen er 132 i en ¾-takt. Guitaren er stemt DADGAE, næsten som den yderst populære DADGAD, dog med E i stedet for D på 1.-strengen.
En krystalklar udførelse af H og P er en vigtig forudsætning for at få melodistemmen klart frem, og i takterne 67-69 spilles de over trioler, hvilket er en yderligere komplikation, men når det lykkes, er det yderst tilfredsstillende.
I ”Nakkehage” af Hundested er der brugt samme omstemning som Under sejl på Esrum Sø, men her er vi i 4/4, som giver en lidt friskere rytme (metronom: 96). Første og anden takt kan være lidt ”tricky”, idet andet taktslag i første takt er en triol, hvor triolens to første toner (begge E) anslås med p- og i-finger, og tredje tone (C) anslås med m-fingeren, dvs. nærmest som en tremolo (men med pim over to strenge i stedet for ami over en streng) Alternativt kan man betragte figuren som en arpeggio på tre toner spillet over to strenge. Denne figur går direkte over en glissandi i fjerde taktslag, der efterfølges af endnu en glissandi i anden takt. Finn bruger pim-figuren eller en variation heraf flere gange i forskellige konfigurationer i denne bogs kompositioner, men også i en del af kompositionerne i Acoustic Guitar 3.
Drager på Heatherhill er det ene af bogens to numre i DADGAD og samtidig et af de korteste, hvilket dog kan skyldes, at der for dette stykke er en længere gentagelse med gentagelsestegn. Det er overvejende tommelfingeren, der spiller melodien, mens de andre fingre overvejende lægger arpeggio-figurer ind over. I slutningen af stykket kommer slap-teknikken i brug. Undertiden kaldes det også thumb slap, og det udføres ved, at en eller flere strenge anslås med siden af højre tommelfinger ved det midterste led, hvilket giver en perkussiv lyd.
På kræmmermarked er bogens andet stykke i DADGAD, og også dette stykkes melodi spilles overvejende med tommelfingeren, mens de øvrige fingre har travlt med alt muligt andet, især hurtige arpeggio-figurer i 32.-delstakt, som i B1-sektionen bliver til arpeggioer i drilske trioler. Jeg må indrømme, at dette vist er bogens eneste stykke, jeg ikke rigtig har formået at få has på rytmisk set – endnu! Hvilket selvfølgelig gør det udfordrende. C-sektionen er lettere at gå til, men først skal de to første hurdler overstås. Men trængslerne er ikke forbi, for i en sektion B1 presses vi helt op i bånd 16, 17 og 19 med glissandi og trioler. Da jeg endnu ikke er nået så langt i stykket med guitaren i hånd, er det svært at sige, om den trykte node får det til at se mere afskrækkende ud, end det rent faktisk er tilfældet. Mon ikke det er bogens sværeste stykke rent teknisk?
Med Kong Valdemars slot (Gurre Slot) er vi tilbage i DADGAE og en ret udstrakt brug af tidligere nævnte pim-trioler på to strenge. Også i dette stykke gælder det om at holde tungen lige i munden rytmisk set, idet triolerne skal spilles ret tjept for ikke at ødelægge rytmen i melodien. Ved eventuel indstudering af dette stykke og de øvrige stykker med brug af pim-figuren, kan man evt. forenkle trioen til en enkeltnode for i første omgang at kunne koncentrere sig om sig om selve melodien eller temaet.
Man får fornemmelsen at være til stede ved et bal, som dog er lidt mere løssluppent end ballet i riddersalen, se ndf.
I Munkene i Esrum er vi på lidt mere sikker grund, selv om der også her pim-trioler, glissando og H og P i en skønsom blanding, men det er dog til at navigere gennem. Stykket afsluttes med en Outro, hvor man rytmisk skal være på vagt, da takterne består af både 16.-dels og 32.-delsnoder, så fingrene skal arbejde lidt hurtigere end i de foregående passager.
I Til bal i riddersalen (på Frederiksborg slot) starter vi (A1) i en stateligt, ja majestætisk 4/4-takt, men i B1-sektionen skiftes til en livligere taktart, nemlig 6/8 (og dette skift sker igen i C- og D-sektionen). I andre stykker i denne bog er der også kortvarige taktskift, men her er det væsentligt mere mærkbart, og det føles, som om vi overværer to forskellige danse i riddersalen. I A1, takt 10, som i øvrigt har skiftet taktart til 3/2, er der en frygtindgydende trille, som man i begyndelsen må tage lidt let på, indtil det øvrige sidder mere eller mindre fast. Det er i øvrigt et stykke, som stilmæssigt minder lidt Slottet ved Øresund.
I I klosterhaven er vi tilbage i Esrum, og dette nummer er da også, bortset fra nogle forskellige variationer og andre små forskelle, en gentagelse af Munkene i Esrum, hvilket er en bevidst disposition fra Finns side, også fordi der med fremførelsen med ovennævnte besætning kan skabes forskellige klangeffekter.
I de to numre kan vi, fjernt fra verdens vrimmel, nyde den stille ro før og efter ballet i riddersalen.
I Skulpturer i slotshaven finder vi igen de drilske pim-figurer, der gør det svært at ramme rytmen i stykket helt nøjagtigt og finde melodien, der let bliver væk. Jeg har ikke selv haft meget tid til at studere stykket nærmere med guitaren i hånd, men efter nogle få forsøg nåede jeg frem til, at det nok er en god ide at spille melodistemmen igennem adskillige gange og undlade at prøve at få pim-triolerne med. Da melodistemmen desuden bevæger sig fra åben position (på 1.-strengen) helt op til 15. bånd (stadig 1. -strengen) med en hel del H og gliss., er det umiddelbart svært at få det hele med, hvis man forsøger at få triolerne, som skal spilles lynhurtigt og knivskarpt, med i første ombæring.
Slottet ved Øresund (Hamlet’s Castle) er, så vidt jeg ved, det eneste stykke i denne nodebog, der har været publiceret tidligere, nemlig i Finn Olafsson: Video of the Month, der indeholder tolv guitarstykker, som Finn udsendte på YouTube i 2014. Allerede de indledende takter leder tanken hen på fornemt besøg på slottet. Der er noget stateligt og majestætisk over Hamlet’s Castle; er det Christian IV, der med sit følge er ved at gøre sit indtog på slottet?
Hvis man er ved at løbe sur i de mange pim-trioler i de foregående stykker, er der lise at finde her. Der er ganske vist trioler i C-sektionen, som fortrinsvis spilles med flageoletter, men triolerne her spilles som arpeggioer over tre strenge.
Hamlet’s Castle og Til bal i riddersalen har visse lighedspunkter, da begge har et snert af renæssance-musik over sig. De er begge gode kandidater til fremførelse på klassisk guitar.
Bogens sidste nummer er Sommerdag ved Arresø. Det forekommer mig stilmæssigt at skille sig ud fra de øvrige numre i bogen, ikke sådan at forstå at de øvrige numre ligner hinanden (bortset fra Munkene i Esrum og I klosterhaven), og heller ikke sådan at forstå, at dette nummer så falder helt ved siden af. Tværtimod virker det som et værdigt punktum på turen gennem det nordsjællandske. Der er betydeligt færre glissandi, H og P og pim-trioler. Hovedtemaet/-erne spilles med en blanding af ”fretted notes” og løse strenge, som giver nummeret sin særlige karakter. Det er vigtigt at holde sig for øje, at alle toner, især på de løse strenge, skal have lov til at klinge så længe som muligt. Nummeret forekommer mig at være særdeles velegnet til en guitar med nylonstrenge, så meget mere som omstemningen er EADF#BE. Nummeret ville gøre sig godt sammen med Leg på Tisvildeleje strand, som dels har samme omstemning, dels også er en hyldest til sommeren. Forskellen på de to er efter min mening, at Leg på Tisvildeleje strand er et lyst og let nummer i et frisk tempo, og næsten med et rock ’n roll feel i det indledende Riff, mens Sommerdag ved Arresø er lidt mere introspektivt og i øvrigt godt kan sætte én i samme stemning som I skovens dybe stille ro.
Skal jeg bedømme sværhedsgraden af numrene i denne bog, vil min bedømmelse være middelsvær til svær. Der ingen lette numre, der er lige til at gå til. At der både er noder og tabulatur, og det forhold, at der er nøjagtige anvisninger på udførelsen af de teknisk sværere passager, indbyder i høj grad til at tage udfordringerne op. Skal bogen bruges til undervisning, er den mest velegnet til de dygtigere elever.
Finn Olafsson er nogle gange blevet sammenlignet med fingerstyle-ikoner som Tommy Emmanuel, Andy McKee et al., men jeg er af den opfattelse, at denne nodebog og CD, og i øvrigt Finns øvrige kompositoriske virke, tydeligt viser, at han er herre i eget hus. Selvfølgelig er han ikke upåvirket af, hvad der foregår musikalsk omkring ham (herunder også den nordiske musik), men han kan ikke beskyldes for bevidst eller ubevidst at efterligne andre guitarister-komponister.
Bogen koster – med CD – 245 kr. Enkelte numre kan købes som pdf-fil til 35 kr. stykket i Olafssongs Webshop - http://www.olafssongs.dk.
