Anmeldelse af Hyldest til Tony Vejslev og Frank Jæger

Du er her

Hyldest til Tony Vejslev og Frank Jæger af  Tom Frederiksen, Finn Olafsson
og Torsten Olafsson er som titlen siger en hyldest til disse to danske legender.
Frank Jæger skrev teksten og Tony Vejslev skrev musikken. På cd'en er der hele
13 af deres numre. Genremæssigt taler vi visemusik med stort V i den klassiske
visetradition. En stor forskel er dog orkestersammensætningen som består af to
western guitarer og en akustisk bas, og ikke den mere typiske spanske guitar som
vi kender det fra Evert Taube og serne Cornelius Vreeswijk. Dermed bliver lyden
mere moderne og der fornemmes lidtfolkeguitar og lidt bluegrass i guitarens
klang. Den solide baggrundslyd som Torsten Olafsson skaber med sin bas bryder
dog lidt med det lydbillede, og man er et sted i jazzens verden. Uanset hvordan
lydbilledet er så er det stadig temaet i de 13 stykker der får lov at tale ud.

Jeg har her valgt at fortælle om hvordan jeg oplever de fleste melodier på
cd'en. Her går jeg typisk ind på tre ting. Om nummeret har hitpotentiale.
Hvordan den teknisk er udført, og hvordan især guitarspillet er udført. Der er
meget fokus på guitaren.

Liden sol -   er en let fordøjelig sang med et iørefaldende
tema og med en yderst smuk tekst af Frank Jæger. De 3 gutter respekterer
melodien og piller ikke for meget ved den originale melodi. Vi hører Tom
Frederiksen synge og spille sit fingerspil mens Finn Olafsson pynter lidt hist
og pist med små fingerspils hilsener og forsyner med med sin egen undermelodi i
akkompagnementet. Torsten Olafsson spiller her i sin bas ikke blot en
forudsigelig walking bas men også en mere spændende progressionsmæssigt bas, der
har en slags underliggende melodi. Melodien har hitpotentiale.

Håndslag til Tony - er en konfetti af fingerspil, guitarriffs, unisont
 guitar og bas spil.  Melodien er iørefaldende. Tom Frederiksen synger den
med en mild melankolsk stemme. Han er god til at fortælle en historie med sin
stemme uden at overdrive og blive utroværdig og teatralsk i sit udtryk.

Påske - her flirtes der gevaldigt med bluegrass (tidlig country) genren i
den instrumentale intro, og i det bagvegliggende akkompagnements tema. Det
oprindelige tema er også iørefaldende.

Være-digtet - at bassen kan fungere som andet end et rytmisk instrument
beviser Torsten Olafsson her med et dejligt melidiøst underliggende tema. I
klangen kan vi høre legato toner der leder tanken hen på Niels Henning Ørsted
Pedersen. Flot spillet af Torsten. Finn Olafsson spiller her mest akkorder på
den 12 strengede guitar og ligger mere i baggrunden. Melodien har mange nuancer,
lidt overraskende da teksten er finurlig og lettere komisk.

Sidenius i Tikøb - i denne melodi sætter Finn Olafsson meget tydeligt sit
fodaftryk. Det er umiskendeligt tale om klassisk Olaffson sound. Melodien er
bitter sød og melankolsk. Igen med et underliggende tema.

Strofer i tusmørket - er en af disse melodier der ikke behøver at blive
pyntet for meget på. Den står ganske udmærket alene. Nok også derfor de 3 gutter
har undladt at bruge et underliggende backing tema i denne udgave. Dette nummer
har hitpotentiale på dansktoppen indenfor visegenren. Det spår jeg.

Sidenius i Kikhavn - er igen en klassisk Tony Vejslev sang, der på trods
af at være mere dyster og tung i udtrykket, har samme hitpotentiale som Liden
sol. Her har de 3 gutter ikke pyntet for meget, men lader melodien tale ud.

Kirsten og vejen fra Gurre - dette nummer har en del at byde på for
guitarister. Den har det hele: intro, fingerspil, riff, og en smuk solo.

Efter et bal i Stockholms lån - her er det ikke kun titlen der har noget
svensk over sig. Man hører tydeligt at Tony her har været inspireret af Evert
Taube og den svenske nylon klang. Dette nummer er i den klassiske visesangs
stil. Den er lidt tung i det. Da den også mangler et omkvæd forudser jeg ikke at
den når ud til det brede publikum, og derfor ser jeg ikke at den har et
hitpotentiale. Den er smuk og godt udført, men mest til kendere af visegenren.

Oktoberaften på landet - er et spændende stykke for os guitarister pga.
Finn Olafssons lækre jazzakkorder og udfordrende højre hånds arpeggio løb. I
denne melodi får han endelig lov at vise hvorfor han i mange danske stuer bliver
kaldt den akustiske guitars grand ole man. Med godt og solidt basakkompagnement
af Torsten. Harmonierne er også mere interessante end på de andre numre. Og
melodien står for sig og virker mindre viseagtig end de andre. Den lyder mere
moderne i sit udtryk.

Lange vinter -  er en melodi med et klassisk folkefingerspil på
guitaren. Her dramatiserer de tre gutter med mørk korsang. Finn Olafsson spiller
enkelte soli indimellem de få pauser.

Ud af en vinter - I denne korte sang spiller bassisten Torsten Olafsson
og guitaristen Finn Olafsson melodistemmen unisont. Det fungerer rigtigt godt

Konklusion

Som man kan læse så har denne cd en del at byde på for os guitarister. Vi får
fingerspil, guitarsolo, og en del riffs. Desuden er der nogle af sangene som
kunne være sjove for fingerspils guitarister at spille som akkompagnement. Da 
cd'en unægteligt er rettet imod tilhængere af visegenren er det ikke
overraskende at det efter min mening blot er nogle få der kan gå hen og have
decideret hit potentiale. Dvs. at de er ørehængere, og kan spilles i radioen.
Liden sol, Strofer i tusmørket, og sidenius i kikhavn har efter min mening stort
hitpotentiale, og nogle af dem sågar indenfor popgenren. Det gælder især for
Liden sol. De andre sange er mere guf for kendere. Dermed langt fra sagt at der 
her er tale om klassisk visesang. Det er det ikke. Orkestersammensætningen og de
underliggende baggrunds temaer både i bas og især guitar, gør at der skabes en
anderledes klang end den som kendetegner den typiske visesange. Gudskelov fort
det var jeg lige ved at sige. Nå nu må vi hellere ikke glemme forsangeren. Det
er jo ham folk først og fremmest lytter til. Med det forbehold at dette jo er en
guitarside, så vil jeg tillade mig at sige at Tom gør det ganske godt. Hans
stemme er behagelig at lytte til, og han overdriver ikke i sit udtryk men lader
teksten fortælle historien. Så kommer vi til det sædvanlige spørgsmål: er der
guf for Finn Olafsson elskere? Tja. Ved at læse anmeldelsen kan man se at jeg
primært skriver at de 3 gutter lader melodien få mest 'taletid', men de ekstra
underliggende temaer gør at der er lidt guf for Olafsson elskere. Men ikke så
meget som hvis det var en soloplade. Her fungerer Finn som en del af et projekt.
Et vel sammenspillet projekt.  Jeg var til koncert med dem i Odense og der
blev jeg positivt overrasket over hvor tæt live udførelsen lægger sig op ad
studio fremførelsen.  Det vidner om et professionelt engagement.

Rating

0
No votes yet

Kategori

CD

Facebook kommentarer