Anmeldelse af One Man Band med Paul Banks

Du er her

Cd’en er i en meget god lydkvalitet og det er svært at fatte at den er optaget live. Den virker meget personlig og man kan mærke den specielle live stemning der er i nerven på cd’en. Dog savner jeg lidt mere publikums respons og i det mindste at Paul Banks kommer med et lille Thank You imellem numrene, men det har produceren åbenbart fravalgt.

Season’s over er et dejligt fingerspils nummer hvor Paul Banks akkompagnerer sig selv med lidt velklingende fingerspil som bærer melodien fra start til slut. Han spiller en improvisation over temaet i sin solo og kører med vekselbas med melodistemmen på diskanten, og det gør han helt perfekt. Rundgangen fanger mig dog ikke helt. Det er som om melodien ikke passer sammen med den komplekse akkord rundgang. Vampen forvirrer lidt.

På Meet The Folks har guitaren fået en helt anden og mere rå lyd, der følger Paul Banks humoristiske tekst. Nummeret er som stil mere rytme end melodi på guitaren.
Guitaren ændrer dog form når Banks holder pause med sin stemme i sangen, så får guitaren et lille sødt velklingende tema i temaet frem, i allerbedste Mississippi John Hurt. Paul krydrer det dog lidt med helt sin egen synkoperede stil, hvor han bryder akkorden uden at det går udover bassen i rytmen. Når han så begynder igen transformerer han guitaren om til et percussioninstrument og formår med højre hånd at strumme mere hidsigt og ændrer lydbilledet igen. Her kan man mærke at Paul har helt sin egen spillestil. Dog kan man have ham mistænkt for at spille ekstra kraftigt på guitaren til tider simpelthen for at høre sig selv. Det lyder jo helt anderledes når man har en monitor foran sig, end når man sidder uden forstærker og øver derhjemme.
Paul Banks slutter med et solo løb af klassiske dimensioner, hvor han nærmest blander et banjorun med noget ragtime i diskanten. Det skal oplevelses!

The Upper Room som er et langsomt stille nummer, er guitaren rå og bluset og ikke i den klassiske country blues stil, men lyder mere jazzet, hvor Banks spiller helt sin egen vekslen mellem jazzstrum og folkelige toner i diskanten. Bassen formår han også at lave meget blød og dyb, der leder tanken hen på en kontrabas. Selve sangen nærmest taler han over temaet, om man kan kalde det temaet. Melodien forvirrer lidt, det er som om at guitaren spiller mere tema end selve sangstemmen, som føles mere som fyld. Paul lyder også meget hæs og rå på optagelsen.

Dogmatism/Maple Leaf Rag er et nummer som man kan høre igen og igen. Her har Banks lavet er dejligt ragtime nummer, og ret så charmerende går han i mellemspillet over og spiller Maple Leaf Rag pr. Automatik, og her beviser han at han kan sin ragtime rytme, og han får pillet en meget klar melodiøs tone frem og samtidig spille dejligt berusende synkoperet i bas og rytmestrum, dejligt at lytte til. Mesterligt spillet!

Dissatisfied springer jeg let og elegant over, den fanger mig ikke. En melodi som i mine ører hverken er det ene eller det andet. Den falder på jorden før den er begyndt. Guitarspillet er af eksperimenterende natur på nummeret, som virker lidt dovent. Så videre...

På Duke Ellington nummeret Jungle Nights In Harlem beviser Paul Banks at han kan få en guitar til at lyde som flere forskellige instrumenter, både som bas, rytme og melodi. Helt unikt spillet. I topklasse!

Disappearing er et ragtime nummer hvor Paul Banks efter min mening overdriver lidt både i teksten og i sin basgang på guitaren, det er som om han trækker for meget og abrupt i strengene, det lyder ikke så smooth som det kunne køre. Et rimeligt nummer.

Electricity er et laid back bluset jazz nummer, hvor Banks strummer dovent og casual på guitaren og til tider vrider lidt hist og pist.

Stealing er et dejligt nummer hvor Banks viser at han kan spille en guitar standard, men igen sidder jeg alligevel med følelsen at han prøver for meget at få guitaren ud som rytmeinstrument i stedet for blot at lade guitaren køre med de vekselbas han gør så godt. Der er for mange overdrevne skift i dynamikken, helt unødvendige, men rytmen sidder Banks perfekt på. Soloen er meget inspirerende hvor Bansk leger meget med diskanten og laver den helt magisk til tider.

Rattle Your Bones er et synkoperet ragtime nummer hvor man kan fornemme noget Blind Blake, og så noget Fleetwood Mac, kombineret med noget klassisk fingerspil. Et meget sammensat nummer, som dog er så godt at man nyder at høre det flere gange. Kadencen er så tiltrækkende at man får lyst til at danse og spille med på ethvert instrument.
Når man tager i betragtning at det er en live plade og derfor den upolerede ægte vare, så er Paul Banks sluppet meget godt fra pladen, og beviser at han kan sit kram, og at han har helt sin egen stil.
Ros til Banks!

Rating

0
No votes yet

Kategori

CD

Facebook kommentarer