Bogen præsenterer sig dejligt grafisk og er meget inspirerende for øjnene med flotte og sigende ikoner der sørger for at man hele tiden bevarer overblikket.
Med bogen følger en cd indspillet af Søren Reiff, hvor han spiller de riffs eksempler der bliver vist kontinuerligt i bogen. Cd’en er i god kvalitet og spiller Reiff med en rimelig ren lyd der ikke er alt for forvrænget, så man tydeligt kan høre og følge med i eksemplerne. Søren Reiff har også valgt at have et baggrundsbeat med der angiver tempoet. Det er jo smart nok, og en metode de fleste bøger undervisningsbøger inden for rytmisk og især rockguitar benytter sig af, men det kan virke forstyrrende på eleven, da de fleste elever øver uden metronom og nærmest staver sig igennem øvelserne, viser min erfaring, men det er jo individuelt fra elev til elev, og metronom er helt klart det mest fornuftige, men igen så viser min undervisningserfaring at de fleste elever vælger at bruge venstre fod som tempoangiver, for at holde pulsen. Man skal med andre ord vænne sig til at lytte til trommerne, mens man hører riffet, men selve riffet fejler som sagt ikke noget – det høres rent og tydeligt, og man bør ikke være i tvivl om man hvor man er henne i selve eksemplet, ved at følge med i bogen imens. Reiff har valgt at spille øvelserne i et roligt tempo og tit med det samme tromme beat, som kan få øvelserne at virke monotone, og kedelige i længden, men så bør man også huske på at det ikke er meningen at man skal lytte til dem, men aktivt være med i dem, og øvelse er noget der skal tæskes igennem.
Og hvad er det så for nogen riffs?
Det kan siges med to ord: pentaton riff. Da hele bogen viser ufatteligt mange måder at spille de samme fem toner på. Og her vil jeg gerne salutere Søren Reiff, for her har han fat i en genistreg. Han har forklaret noget der normalt kræver meget teorisnak for at få eleven til at forstå opbygningen af diverse skalaer, men Reiff gør det smarte at han lader guitarens gribebræt tale for sig. Forstået på den måde at eksemplerne bliver spillet over hele gribebrættet og i flere positioner, så man hele tiden sidder og betragter øvelserne ud fra guitarens synspunkt og ikke tænker på at man i virkeligheden får nogle teoretiske ting serveret, som ellers ville tage lang tid at forklare og ikke mindst forstå, rent teknisk og verbalt. Alle som har gennemgået bogen vil nemt kunne spille pentaton i flere positioner. Der er 5 former/omlægninger af den samme skala, men de bliver så til gengæld tæsket igennem fra start til slut i både opadgående og nedadgående retning og med bends, slide/ryk og andre væsentlige måder at få riffs til at lyde spændende på en guitar.
Riffene bliver forklaret på en underholdende måde hvor Søren verbalt og med underholdende tegninger tegnet af ham selv og Christina Laforce, beskriver øvelses situationer og igennem fiktive personers musikalske baggrund , viser han også at man sagtens kan bruge de 5 toner, selv om man har nok så forskellige måder at spille den samme skala på.
Reiff kommer også med gode og meget nyttige tips til hvordan man kan spille riffsene, og som noget meget væsentligt, og som jeg tit har savnet i guitarskoler, så viser Reiff også hvordan man bør øve på guitaren, og det har jeg tit oplevet personligt at mange elever er i tvivl om. De kommer til en undervisningstime hvor de er meget tændte, men når de går hjemme så sidder de ofte og hygger sig med de kan og ikke det de ikke kan, og til næste time er de kommet lige så vidt som ved den første time. I bogen er der gode tips til hvordan man undgår den situation og andre "dovenskabs" hurdler.
Man kan bruge Reiff’s riffs som et opslagsværk men Søren Reiff lægger ikke skjul på at han håber at eleven ikke springer for meget i bogen, som han siger: ”Hvis du føler dig for god til det her, tja, så er du sikkert allerede hoppet videre, for alt for tit oplever jeg musikere der har for travlt.” Så Sørens politik er vel: giv dig tid og prøv at eksperimentere med de samme 5 toner og få dem til at lyde som musik. Og det kan vi ikke være mere end enige i, men vi mener dog at man kan bladre i bogen og spille et riff og få inspiration fra selve riffet, uden nødvendigvis at forstå samtlige toner og sammenhænge.
Selv om øvelserne er lidt monotone så får du i sidste ende meget ud af øvelserne. Bare vent og se, men det kræver at du har lyst til at sætte dig ned og øve, og igen er filosofien vel at uden øvelse så ingen bedring i dit eget spil.
Bogen er for den flittige elev som målrettet vil arbejde hen imod at få noget ud af de toner der er på guitaren og ikke mindst finde dem via pentaton skalaen, og dermed kan lære selv at spille solo/lead på guitaren. Dog kan bogen også bruges som opslagsværk af den elev som har spillet i lang tid og selv kan de fleste skalaer, men savner lidt inspiration fra en anerkendt og dygtig studie musiker som Søren Reiff.
