Irske Pat Coldrick er ikke bare endnu en lang række af klassiske guitarister der lige skal udgive en cd for at vise deres niveau som uddannede guitarister. Han er meget mere. Personen Pat Coldrick har et langt liv bag sig som afslører at han har gået på en meget mere snoet vej for at nå derhen til hvor han er i dag.
Pat Coldrick har været aktiv musiker i Irland i mange år, men det har ikke udelukkende været som klassisk guitarist, men også i den grad som rytmisk rock guitarist. Af personlige årsager holdt Pat en pause fra sin elskede klassiske guitar i en årrække og for få år tilbage tog han endelig guitaren frem igen og indspillede det kritikerroste album Cayendo, hvor han især fik ros for sin kompositon Lament.
Derfor er det heller ikke nogen overraskele at den nye cd ikke er en helakustisk instrumental guitar cd i klassisk forstand. Først og fremmest fordi Pat som kunstner kan lide det praktiske i at have sin AER forstærker med sig overalt og derved opnå den samme lyd på scenen som på cd'en. En lyd som han vel at mærke selv er meget glad for, og som han selv indstiller og råder/bestemmer over. Så hvis man er vant til at lytte til klassisk guitar optaget med dyre tyske mikrofoner med rumklang hvor man hører hver enkelt strengevibration, så kan man godt gå hen og blive skuffet. Sådan et koncept er City Jam cd'en ikke. Den er langt mere en symfony over klange som Pat Coldrick og produceren Peter Eades styrer som de store troldmænd. Samtidig er der aldrig tvivl om den store tekniske og musikalske kapacitet som den irske Coldrick besidder.
Titlen på albummet er City Jam og det er en meget velvalgt titel da cd'en har noget jam præg over sig. Og det skal forstås positivt. Da en del af de 14 numre har noget spilmed over sig. Især titelnummeret City Jam, som er et festligt nummer som minder mig meget om Chet Atkins Stay Tuned, Read My Licks og Almost Alone albums. Et helt utroligt svingende og spændende nummer som bare et skræddersyet til målgruppen: guitarister der elsker klassisk guitar og fingerspil.
Pat Coldricks smukke guitartone skinner igennem hvert enkelt nummer og man føler sig musikalsk forført af hans fortryllende leg på strengene i numre som Antartica, igen et nummer han selv har komponeret. Et utroligt flot nummer hvor man sagtens kan forestille sig at Pat spiller på en gigantisk harpe, så mange arpeggio toner kommer der nemlig svømmende henimod dig, så du føler du sidder på en mytisk tømmerflåde sejlende i et tåget landskab med en skøn gudidnde som bådfører. Med andre ord: man bliver helt væk i hans musik. Det stopper dog ikke her, for han tillader os at den rytmiske guitarist der gemmer sig inde i Coldricks krop også får lov at dukke frem med rytmiske strum akkorder og et mere percussionsagtigt approach til sidst i nummeret.
Elena er et meget smukt nummer komponeret af Pat Coldrick selv. Nummeret har det hele. En smuk melodi fra start til slut, kombineret med en hel del hjælpeinstrumenter, og noget der lyder som forstærker effekter. Det hele fungerer fint uden at forstyrre helhedslyden.
Cd'en er forførende dejlig og spændende at lytte til. Ikke kun for folk interesseret i klassisk guitar musik, men for folk der kan lide musik, punktum. Med numre som Malaguena Opus 165(no.3) viser Pat en helt exeptionel teknisk perfektion bibeholdt med en utrolig musikalsk forståelse, og ikke mindst en rørende smuk tone. Kvaliteten er helt i top.
Jeg har i denne anmeldelse bevidst valgt at fokusere på Pat's egne komponerede numre. Det gør jeg fordi han på Cayendo cd'en som tidligere nævnt havde valgt at bruge sit eget nummer Lament, som er et utroligt flot og enkelt stykke guitarmusik som mange guitarister på youtube efterfølgende har valgt at indspille, og som Pat endda har givet meget respons på, på de sociale medier. I den nye cd har vi allerede nævnt Elena, og Antartica. Tranquillio er et andet nummer på cd'en som dog ikke fanger på samme måde som de to tidligere nævnte, men dog paradoksalt er iørefaldende og dejligt at lytte til. Skal vi sammenligne synes jeg dog at Elena og Antartica er meget mere unike og på højde med Lament. Nummeret Tranquilo er ikke et typisk guitarnummer men mere et jam nummer i mine øjne, men dog stadig med en dejlig melodi. Så hvem ved det kan være at det netop bliver dette nummer som folk husker bedst fra cd'en. Driftin' er et sammenspils nummer i folkemusik/bluegrass stilen med en melodi der igen fanger med sin enkle opbygning.
The Claw er helt utroligt fedt spillet og arrangementet er underholdende og festligt at lytte til og jamme med til. Især starten med bongotrommer og rockguitaren. Dog er der en anelse for meget stortromme eller bas (svært at høre på optagelsen), men det er mesterligt spillet af Pat. Utroligt flot at han som klassisk guitarist kan formå at spille sådan et svært fingerpicking nummer som Jerry Reed's perle.
Kender man Pat Coldricks tidligere cd Cayendo er det næppe nogen overraskelse at han har store klassiske numre med på den nye cd som Albeniz' Sevilla, og tro mig Pat spiller den til perfektion. Ægte klassisk guitar fans af Julian Bream og John Williams samt Segovia ville måske drage sammenligninger og her ville Coldricks optagelse måske synes at mangle noget når man tænker på Breams naturlige rumklang i hans optagelse optaget i netop Sevilla, men personligt tager jeg hatten af for en musiker der tør føre den klassiske guitar videre ind i det nye århundrede og stå ved at han bruger en akustisk guitar forstærker. Han kunne sagtens have indspillet cd'en med mikrofoner alene, men hvor var Pat Coldricks egen lyd så henne? Som Pat Coldrick har fortalt mig i en skriftlig korrespondance så er hans lyd en kombination af guitarens lyd og forstærkerens, og når han så netop vælger at bruge AEr forstærkeren viser han at han er trofast over for sine fans. Tit bliver man som publikum skuffet over at høre en helt anden guitar lyd på en scene end den der er på cd'en, men ikke i Pat's tilfælde. Flot Pat!
Konklusion
Med albummet City Jam viser Pat Coldrick med kæmpe bogstaver at han er kommet for at blive, og at han er en musiker som den moderne klassiske musik skal tage alvorligt. Cd'en indeholder guld. ikke kun pga. de mesterligt udførte indspilninger men også, og som er meget mere værdifuldt efter min mening, at han beviser at han er i stand til at løfte arven efter Cayendo cd'en kompostioner med især Elena, City Jam og Antartica. Cd'en helt i top ang. stjerner eller ratings. Jeg giver den 6 stjerner. Grunden til at jeg gør det er fordi at denne cd har så meget budskab med sig og at den af den grund er en stor inspirationskilde for guitarister derude. Lur mig om den ikke får fristet mange til at tage guitaren frem og jamme med og endnu bedre at tage guitaren frem for første gang og lær det gudesmukke instrument at kende!
Som bonus følger der også en musik City Jam Bonus DVD med i pakken med netop Pat's egne numre. Selve cd'en og dvd'en kommer i en flot rød æske med en flot minibog i en lomme, hvor Pat med billeder og tekst fortæller om sit nye projekt
