I 2003 udgav artpeople dvd’en: Lær at spille guitar med Ole Kibsgård, som har vist sig at være en kæmpe succes, og mon ikke den har ligget under et par juletræer igen denne jul? Denne nye DVD – ”lær at spille mere guitar” er, som navnet antyder, en fortsættelse af guitarskolen.
Som 1’eren bærer DVD’en præg af at være meget venlig, imødekommende, og nærmest familiær. Man føler det som om man er ene elev hos en privatunderviser. Et stort vidneudsagn om dette menneskelige aspekt i DVD’en er det faktum at Ole til tider kommer til at lave en lille slåfejl, men i stedet for at redigere det væk og kalde på produceren så undskylder Ole blot og spiller videre med fejlen korrigeret. Det føles derfor meget menneskeligt, og man tænker: når Ole laver fejl så kan jeg vel også tillade mig at spille lidt forkert til tider og bare øve videre. En god idé.
Selve DVD’en forekommer ikke at være særlig meget redigeret. Det virker som om Ole Kibsgaard gennemgår en hel lektion uden at der er blevet klippet i materialet. Det er som et stor plus blevet nemmere at navigere rundt imellem kapitlerne i lektionerne. Så hvis man hurtigt vil videre fra et kapitel omkring fx guitarteknikken bend kan man blot trykke ”næste” på DVD-afspilleren og vupti så hopper DVD’en over til det rigtige kapitel, men man kan også vælge at se hele lektionen uden kapitelskift.
Indholdsmæssigt er der masser af lækre sager at gå i gang med hvis man vil videre med guitarspillet. Der er en del svære akkorder og akkordskift samt rytmiske figurer, og Ole berører også lidt kedelige, efter hans eget udsagn, ting som skalaer og teknikker. Ole har virkelig gjort et grundigt stykke arbejde og han dækker de mest anvendte teknikker og begreber indenfor guitarverdenen til punkt og prikke. Sågar er der også en dejlig gennemgang af de spændende effekter der findes til elektriske guitarer såsom wah wah pedaler samt chorus og delay pedaler.
Han fortæller også om forskellen på diverse guitarer og forstærkere.
Lektionerne er nok det som du som guitarist vil savle mest over, og der er meget at komme efter. Her vil jeg fremhæve ”rytme guitar” afsnittet hvor der virkelig er et overflod af lækre højrehånds teknikker med nogle dertilhørende spændende akkorder i venstre hånd.
Jeg kan med bedste vilje ikke få øje på noget som Ole ikke berører i denne DVD, som igen er fortalt i en familiær, hyggelig og ikke mindst humoristisk lune. Ole er en dejlig rar person at være i selskab med, og så server han jo samtidig nogle guldkorn for guitarister der vil videre.
Velvidende at det er umuligt at dække alle guitarens aspekter på en enkelt DVD, forekommer det som om Ole via sin store grundighed har gjort netop dette. Selvom han ikke direkte fremhæver nogle genrer og stilarter så er det klart at se at han har et stort hjerte for Doobie Brothers og den mere funky soulagtige guitarklang, men når det er sagt så kommer vi også flot igennem rockriffs og andre kendte guitarriffs. Hoveddelen af DVD’en er minded på den elektriske guitar, men der er også et afsnit omkring fingerspil på akustisk guitar hvor Ole gennemgår 2 finger, 3 finger, og 4 finger –spilsteknikker.
DVD'en udgives af www.artpeople.dk