Født 3 Marts, 1923 i North Carolina. Blind pga. mangel på væske til øjnene. Blind som 1 årig. Fik sin første guitarsom 13 årig. En Stella guitarsom hans far købte til ham.
Før det havde Doc lånt nogen guitarer på skolen og fået vist nogle greb: G, C og D. Med dem kunne han straks spille Carter Familys "When the roses bloom in Dixieland".
Hør Doc Watson spille: Deep River Blues og du ved hvad jeg taler om. Doc Watson har en fantastisk forståelse for gammel blues, bluegrass og gammel countrymusik.
Det er som om han er den eneste levende bevis for hvad der rørte sig i 20'erne og 30'erne af genial musik, selv om han er født i '23. Han er stadig i dag, bedre end nogen anden, i stand til at få os tilbage i tiden sammen med helt unikke guitarklang. Her er en mand som elsker sit instrument, og nogen gange også elsker med det. Doc mestrer mange teknikker kig feks. på hans Deep River Blues, som er en fingerspils perle.
Desuden er han også genial til plekterspil. Under sin opvækst har han lyttet meget til folkemusik, og især violin og banjo. Da han ikke kunne spille violinen tilstrækkelig godt besluttede han sig for at genanvende det han kunne lide ved de huritge festlige violinsange og riffs, på noget han godt kunne finde ud af, nemlig: guitaren.
Han gik derfor i gang med at transponere violinstykker til guitar. Her brugte han sin plekter teknik, hvor han konstant kører i op og nedafgående bevægelser.Gode eksempeler på Docs plekter sange er: Tennessee Rag, Billy in the low groud, Beaumont Rag, Ragtime Annie, Dill Pickle Rag samt sevfølgelig Black Mountain Rag, der startede det hele, og mange flere.
Doc Watson fik sin første Martin guitarda han var 18 år gammel, det var en CF Martin D-28. Købt på afbetaling. For at betale for guitaren optrådte på han gaden med guitaren. Den første Martin i Docs samling var en Dreadnought med 14 bånd på gribebrættet.
Modellen er en af de kendeste og hedder D-28 Gallagher-Doc Watson signature model "Donald" Siden april 1968 har Doc Watson spillet på Gallagher instrumenter. Donald er nu på museum og Doc spiller i dag på en cutaway model.
Han lånte en guitarfra Don Gallagher som ikke ville sælge da den indeholdt en skramme, men Doc fik lov at beholde den med de strenge der sad på. Med denne guitarmodel indspillede han albummet "Will the circle be unbroken" hvor han optrådte med Maybelle Carter, Roy Acuff, og Nitty Gritty Dirt Band (der lavede pladen), Earl Scruggs, Merle Travis, og Jimmy Martin.
Han døbte guitaren Ole Hoss.
Tilføjelse
Ralph Rinzler er den som har æren for at verden kender Doc Watson. I 1960 "opdagede" han Doc og bad ham genoptage sit akustiske guitarspil (Doc spillede fra 1954 og frem i et Country band, på en Les Paul guitar- dog valgte han kun at spille akustisk på sit rockabilly album, kaldet: Docabilly. Der spiller Doc f.eks i duet med selveste Duanne Eddy, de spiller i sync på numrene: Thunder Road og Sugarfoot Rag. ).
Doc genoptog heldigvis den akustiske guitarog tog på turné.
Han optråte bla. i Gerdes Folck City i New York i 1962-63, og denne koncert er blevet udgivet og kan anbefales på det krafitgste.
Her hører man udover Doc's geniale guitarspil også hans åbenbare humor, hans - på trods af sin blindhed - uimodståelige kontakt og forståelse for sit publikum.
Det skal også nævnes at Doc Watson til denne koncert ikke ejede en western guitar!
Så fattig var manden der ville gøre alt for at slå igennem, han lånte nemlig en Gibson guitaraf en kammerat og den optrådte han med ved Folk City.
Doc's første solo album udkom i 1964 og hedder "Doc Watson", der spiller Doc Black Mountain Rag og Deep River Blues for første gang.
Vi skylder også at nævne Merle Watson som var Doc Watson's søn. Ja jeg skriver desværre "var".
Merle startede at optræde med Doc kun få måneder efter han var startet med at spille gutar, vi taler 1964, Doc og Merle optrådte første gang offentligt ved Berkeley Folk Festival.
Det bedste album Doc nogensinde har udgivet, mener mange, er "Doc Watson on Stage" fra 1966 hvor han spiller sammen med Merle.
Der var en udmærket slideguitarist og fingerpicker. Merle yndede at spille Mississippi John Hurt sange, og spillede "Spike Driver's Blues" en del bedre end sin far, som optrådte med sangen i 1961 sammen med Jean Ritchie (koncerten findes på cd) ved Folk City, Doc's udgave er mere statisk end Merle's som lægger sig mere op ad John Hurt's kendte optagelse fra 1928. Doc havde vel bare en dårlig, eller var nervøs, det kan ske for den bedste.
Doc og Merle indspillede flere albums, bla. Then And Now og Down South. Merle døde i 1985.
Han blev tragisk dræbt i en traktor ulykke. Han havde brækket armen og var kørt på traktor, alt imens hans arm blødte voldsomt, til lægen i traktor, og var kørt afsted selv, da han skulle sætte sig op på traktoren igen sad han fast og traktoren kørte lige over ham, han var død på stedet. En tragisk, tragisk ulykke. Doc var meget knust og holdt op med at turnere.
I 1988 oprettede han "Merle Fest" til ære for sin søn og optræder hvert år ved festivallen. Mange store navne har optrådt der, bla. Dan Crary og Steve Kaufmann samt Earl Scruggs som er Doc's gode ven og banjolegende. Earl har bla. lånt Doc og hans kone penge da Doc kom på hospitalet grundet en alvorlig blindtarms sprængning. Doc er ham meget taknemmelig.
