De fleste tror at guitarister der spiller fingerspil bruger alle fingrene i højre hånd, men virkeligheden er tit en anden.
Enhver uddannet guitarist eller lærer på det klassiske musikkonservatorium ville jo sværge til pima fingerspillet hvor det er lige så vigtigt som Wah wah pedalen var for Jimi Hendrix, at man skifter imellem p,i, og a fingrene. Denne regel afviger man dog fra indenfor den rytmiske verden og især indenfor blues og country blues genren samt tidlig country og bluegrass musik hvor mange, især selvlærte guitarister, kun bruger to fingre: tommel og pegefinger, men hvorfor gjorde de det?

Det hurtige og nemme svar ville være: fordi de ikke kendte til andet, men jeg tror at sandheden i de fleste tilfælde er en anden. Tommel og pegefinger passer utroligt godt til fingerpicking genren som stereotypisk består af bastoner og meloditoner. Typisk ved at man anslår bas med tommel og melodi med pegefinger. Dette er som sagt i overdrevet forstand, for der findes jo en del afvigere fra den regel.  Når Blind Gary Davis spiller Candyman passer tommel og pegefinger som fod i hose. De hænger godt sammen, og mere har man egentlig ikke brug for. Ved første øjekast ville det være mest fornuftigt at bruge pegefinger på (2) streng og langfinger på (1) streng.
Men pegefingeren (især Gary Davi's) er meget fleksibel og den nemt glide fra anden streng til første hvis man bøjer den rigtigt. Og netop dette faktum benyttede guitarist som Gary Davis, Blind Blake og Doc Watson af. Sidstnævnte gjorde det så godt at det i mange af hans sange lyder som han bruger adskillige fingere i sine arpeggio anslag og løb. Blind Blake var også en mester i at få guitaren til at lyde som et klaver ved netop at bruge en fleksibel pegefinger sammen med en sporty tommelfinger. Tidligere nævnte Gary Davis kaldte nemlig Blind Blake's hånd for a "sporting right hand".

Blind Blake
Især i blues verdenen er der er et hav af guitarister der kun bruger tommel og pegefinger. Her kan nævnes den største af dem allesammen Blind Blake. Det kan dog ikke bevises 100% da der ikke eksisterer nogle videoklip med ham, men ifølge guitar eksperten Stefan Grossman skulle den være god nok. Blake indspillede omkring 80 numre for Paramount Records fra 1926 til 1932. Han var en af ​​de dygtigste guitarister i hans genre og spillede en bred vifte af materialer. Han er bedst kendt for sin særskilte guitarspil , som kunne sammenlignelig i lyd og stil med ragtime klaver. 

Mississippi John Hurt
På nettet og blandt folk generelt er der påstande om at Mississippi John Hurt kun bruger to fingre, men videoer på Youtube fra Stefan Grosmans' guitarvideos viser at han bruger tommel, pege og langfinger. Så han falder uden for denne kategori.

Doc Watson
Derimod er der ingen tvivl om at den store hvide country og blues guitarist Doc Watson brugte tommel og pegefinger når han spillede fingerpicking. Det gjorde han så godt at det i nogle af hans sange som Deep River Blues lyder som om han bruger mere end 10 fingre i højre hånd.
I 1986 modtog Watson The North Carolina Award, den højeste hædersbevisning en civil kan opnå i North Carolina. I 1997 fik han overrakt National Medal of Arts af præsident Clinton, og i 2000 blev han optaget i International Bluegrass Music Hall of Honor. Siden 1973 har han modtaget i alt 8 Grammypriser, heriblandt Lifetime Achievement Award i 2004. Den seneste Grammy pris fik han i 2006 for Best Country Instrumental Performance for nummeret Whiskey before Breakfast med Bryan Sutton.​

Merle Travis
En af de største eller ihfv. den første indenfor fingerpicking er manden som gjorde genren berømt i årene før Chet Atkins og det er selvfølgelig Merle Travis. Hans tommelplekter sidder fastlimet på hans tommel der tykt og markerende anslår basstrengene hvorefter pegefinger enten samtidig eller indimellem spiller melodi eller akkorder ved upstrokes som på dansk er anslag i opadgående retning og med tommel i nedadgående retning.
I 1946 blev han bedt om at indspille et album med folkesange , Travis kombineret traditionelle sange med flere originale kompositioner der fortæller hans families dagligdag med at arbejde i minerne . Resultatet blev udgivet som et 4 - disk 78 rpm bokssæt Folk Songs af Hills . Kom albummet til at hedde, og byder udelukkende på Travis kun ledsaget af sin guitar , og indeholder to af hans mest populære sange, både cirkulerende omkring livet for kulminearbejdere : " Sixteen Tons " og " Dark as a Dungeon"

Blind Gary Davis
Reverend Gary Davis som han også blev kaldt fortalte i en samtale med Stefan Grossman "That is all I need" da han blev spurgt hvorfor han kun brugte to fingre i sit guitarspil.  Det siger måske det hele. Manden følte ikke at han havde behov for at bruge flere fingre.
Folkemusik genoplivning af 1960'erne styrkede Davis karriere . Han spillede på Newport Folk Festival . Peter , Paul og Mary indspillede hans version af " Samson og Dalila " , også kendt som "If I had my way" , en sang af Blind Willie Johnson , som Davis havde populariseret . " Samson og Dalila " blev også dækket og krediteret Davis af Grateful Dead på albummet Terrapin Station .

Konklusion
Men hvorfor bruger disse guitarhelte så kun to fingre? Onde tunger kunne måske sige at de ikke kunne andet, men det tror jeg ikke er tilfældet.  For når man er så ekseptionelt dygtig i både venstre og højre hånd, som de guitarister vi har valgt at fortælle om i denne artikel så ville det jo være en smal sag for dem allesammen at bruge lang og ringfinger også. Jeg tror mere det er fordi at netop tommel og pegefinger passer så utroligt godt til ragtime og blues stilen. Sidstnævnte er jo tænkt som beskidt og rå og her passer en utrænet guitar teknik jo fortræffeligt som spillestil. Er det ikke kun os guitarister der går op i om vores forbilleder bruger to eller 4 fingre?