Dette interview drejer sig om Finn Olafsson's udgivelse af hans første solo plade kaldet Savannah. Han tænker tilbage på de glade i 70erne og kaster lys over den specielle klang og atmosfære der er på dette unikke album, og hvordan han har udviklet sig fra at være primært leadguitarist på en elguitar, til at blive en eftertragtet akustisk solo guitarist og producer i dag hvor han nærmest er synonym med akustisk guitar og fingerspil i Danmark. Pladen blev oprindeligt indspillet i efteråret 1976 og udgivet på KMF i foråret 1977. Den har ikke været i distribution siden slutningen af 1982, og den har ikke tidligere været digitaliseret.
Finn Olafsson indspillede og turnerede i 70erne med det symfoniske rockband ACHE, og Savannah udkom imellem de to ACHE-albums ”Pictures from Cyclus 7” (1976) og ”Blå som altid” (1977). ”Finn Olafsson’s Savannah” er et både vokalt og instrumentalt album med tekst og musik af Finn Olafsson.
Bemærk at dette interview bliver bragt med tilladelse af Blackmoon Rock & Prog Magazine, Norge i samarbejde med guitaren dk og med Finn Olafsson.
Spørgsmål til Hr. Olafsson ang. Cd’en Savannah stillet af Fridrikur Ellefsen for guitaren DK
På My Lady love spiller du på en spansk guitar, men senere i din karriere er du gået over til at spille på western guitar og stålstrenge. Hvordan oplever du forskellen mellem nylonstrenge og stålstrenge. Kan du nævne fordele og ulemper ved begge?
I perioden, hvor jeg indspillede Savannah, spillede jeg både meget spansk klassisk guitar med nylonstrenge og western guitar med stålstrenge. På nylonstrengsguitaren lærte jeg mig selv at spille klassisk guitar. Historien er den, at efter at jeg havde spillet el-guitar i 7-8 år i de tre bands Voces, McKenzie Set og Ache, ville jeg også gerne lære forskellige klassiske guitartekniker for at kunne spille noget, hvor jeg ikke var afhængig af at skulle spille med et band.
I 1971 gik Ache midlertidigt i opløsning, og fordi min bror Torsten og jeg begge havde lyst til også at spille akustisk musik, dannede vi et ”Acoustic Ache” i 1972. Det fik desværre ikke så lang levetid, det stoppede faktisk allerede samme år, men vi holdt fast i ideen om at spille mere akustisk. Så jeg begyndte at øve meget på akustisk guitar – og i et par år især meget på klassisk spansk nylonstrengsguitar. Jeg spillede efter noder, for der er jo en masse spændende klassisk musik, som er rigtig god. Og den er skrevet ud på noder, ofte med fingersætning - lige til at kaste sig over. Jeg spillede lutstykker fra renæssancen, som var transkriberet til guitar, barokmusik som f.eks Bach, som er virkeligt teknisk udfordrende – og en masse italienske og spanske guitarstykker fra romantikken, skrevet af f.eks Ferdinando Carulli og Fernando Sor.
Men for lige at vende tilbage til det med spansk guitar versus western, så kan jeg rigtigt godt lide den spanske guitars klang. Men jeg har aldrig haft ambitioner om at skulle konkurrere med de klassisk uddannede guitarister. Jeg var, og er jo stadig, i bund og grund rockguitarist, men jeg brugte den spanske guitar og den historiske musik som inspiration. Et stykke som ”My Lady Love” fra Savannah CDen er uden tvivl inspireret af renæssancemusikken, og i det nummer spiller jeg jo også tydeligvis nylonstrengsguitar, altså spansk guitar.
Med hensyn til forskellen på nylon- og stålstrenge, så klinger nylonstrenge ikke lige så længe som stålstrenge. De er mere afkortede i klangen, så man har ofte en tendens til at slå flere toner an end på stålstrenge. Ved akkordspil blander stålstrenge tonerne mere sammen. Man kan ”bend’e” en stålstreng meget lettere og bedre end en nylonstreng – så det er f.eks ikke så oplagt at spille blues på nylonstreng. Men det er jo ikke et spørgsmål om enten / eller. Nylonstrenge klæder nogle typer musik – stålstrenge andre.
Det er rigtigt, at jeg er gået mere og mere over til at spille på stålstrenge. Faktisk spiller jeg meget sjældent på nylonstrenge nu. Jeg overførte mange af de klassiske guitartekniker, som jeg tillærte mig på nylonstrenge, til stålstrengsguitaren. Men for at få mere lyd ud af stålstrengene, opøvede jeg en teknik med stålplektre – på i, m og a fingrene – og et plastik tommelfingerplektrum. Med disse plektre får jeg meget mere substans ud af stålstrengsguitaren, end jeg fik med neglene – som i øvrigt også lidt for ofte knækkede på stålstrengene.
Hvis jeg lige skal nævne en fordel ved nylonstrenge, må det næsten være, at de ikke er lige så hårde at spille på som stålstrenge. Stålstrenge kræver godt med hård hud på venstre hånd – hvis man altså er højrehåndet – og de kræver, at man helst spiller en times tid hver eneste dag.
Bruger du fingerpicks på denne cd eller bruger du fingrene eller neglene?
På Savannah CDen bruger jeg fingerpicks, eller fingerplektre, på stålstrengsguitaren, når jeg spiller fingerspil. Når jeg strummer, altså spiller rytmeguitar, bruger jeg et almindeligt plektrum. Et par steder, f.eks i den akustiske guitarsolo i ”Free to be – Part 2”, bruger jeg alm. plektrum, som jeg holder med p og i fingrene samtidigt med, at jeg bruger m og a fingrene til at spille 2- eller 3-stemmige klange med. På el-guitar spiller jeg med alm. plektrum og også med den samme højrehåndsteknik med m og a fingrene til f.eks oktavspil, som det kan høres på den elektriske del af titelnummeret ”Savannah”. På nylonstrenge spiller jeg med neglene.
Som sædvanligt er der rigtig god lyd på dine cd’er. Hvilke mikrofoner blev brugt til at optage guitaren med?
1000 tak, Fridrikur. Ja, jeg har altid interesseret mig meget for god lyd – og naturligvis især for det jeg selv oplever som god guitarlyd. På Savannah eksperimenterede studietekniker Mike Andreasen og jeg med forskellige mikrofonopstillinger. Den vi brugte mest, var nok den, som man kan se på fotoet fra studiet. Der kan man se, at der er sat 3 mikrofoner op omkring guitaren. Jeg har fået min gode ven, lydmanden Ronnie Bille, som er mikrofonekspert, til at kigge med på billedet, og vi er nået frem til, at det fra venstre er en Sennheiser MD421 ved lydhullet, en Neumann KM84 i midten og en AKG CK1 pegende ind imod 12. bånd. Vi satte også flere ambience mikrofoner op i optagerummet med forskellige afstande til guitaren og valgte dem, som lød bedst til det enkelte nummer.
Har din måde at indspille akustisk guitar ændret sig meget i årenes løb?
Ja, den har faktisk forandret sig ved at blive mere enkel. Jeg er gået mere og mere bort fra ambiencemikrofonerne, fordi jeg hellere vil have en mere direkte akustisk guitarlyd. Efterhånden som de digitale delays og reverbs blev bedre og bedre, søgte jeg en mere direkte og kontrolabel guitarlyd – så jeg gik bort fra ambiencemikrofonerne. Fra starten af 1980erne og til starten af 1990erne indspillede jeg mange plader i Sweet Silence Studios med Flemming Rasmussen som tekniker. Vi benyttede en opsætning med 2 kondensatormikrofoner med nyrekarakteristik. Den ene, en stormembranet Neumann U47 eller U87, ved lydhullet, og ofte en Brüel & Kjær 4006, placeret i en 90 graders vinkel i forhold til stormembranen, pegende ud mod 12. bånd. Jeg har siden som regel benyttet denne grundopstilling, men med forskellige mikrofoner, f.eks U87, AKG 414, SE Gemine og Neumann KM 84, KM 184, AKG 451, AKG CK1 eller DPA 4006. På indspilningerne til Video of the Month 2014 videoerne benyttede Ronnie Bille et sæt DPA 4041 med kuglekarakteristik sat op med 60 cm afstand, og resultatet af den optagelse var så ovebevisende, at jeg nok vil eksperimentere videre med forskellige DPA mikrofonopsætninger.
Ache var meget præget af din elektriske guitar. Var det delvist akustiske projekt med Savannah en flugt fra rockguitarens klang og følte du at du var ved at blive associeret med rockguitaren? Eller hvad var årsagen til at du valgte at bruge en akustisk guitar?
Når jeg ser tilbage på det nu, så var det, der var allermest spændende ved den akustiske guitar nok, at fordi jeg kunne spille flere ”roller” på den, altså både bas, melodistemme, akkorder og rytme, så satte det mig i gang med at komponere på en ny måde, som jeg ikke havde gjort på el-guitar. På el-guitar lavede jeg riffs og skrev sangnumre, og jeg komponerede meget sammen med min bror eller sammen med de andre i Ache. Men på den akustiske guitar kunne jeg skrive numre, som både lød godt bare med denne ene guitar, og som også kunne instrumenteres med andre instrumenter. Og ja, jeg blev jo i høj grad associeret med min måde at spille el-guitar på – og ikke mindst med min el-guitarlyd – det bliver jeg vist stadig blandt mange den dag i dag. Men jeg ville bare gerne også noget mere. Jeg elsker at spille el-guitar, men det har passet bedre ind i mit arbejde som producer og musikforlægger at koncentrere mig spillemæssigt om at spille akustisk og at skrive musik for akustisk guitar. Det kan jeg jo også både spille alene og med andre. Det er simpelthen ikke så tidskrævende, som at være el-guitarist i et rockband.
Hvilke musikere og hvilken musik lyttede du til op til indspilningen af Savannah. Hvad var din inspiration med andre ord? Jeg synes jeg hører noget Cream/Clapton Crosby Stills and Nash i dine harmonier på Free to be
Jeg lyttede til meget forskelligt, og du har helt ret, når du hører noget Crosby, Stills, Nash & Young i vokalharmonierne på Free to be. Jeg var også meget fascineret af deres Martin guitarlyd. Men jeg kunne både godt lide stor symfonisk rockmusik, som jeg selv spillede det med Ache, og akustisk musik. På rockfronten var der bands som Yes, Emerson, Lake & Palmer, Deep Purple, Led Zeppelin, og ja, Clapton og Jeff Beck og mange, mange andre, og på den akustiske scene navne som Bert Jansch, John Renbourne, Pentangle, America og ja, C, S, N & Y. Men der var også dem, som kom fra rocken og ind i den akustiske musik som f.eks Fleetwood Mac, som jeg var, og stadig er, meget begejstret for. Og udover alle disse ”rytmiske” navne, så kunne jeg godt lide at høre renæssance lutmusik, f.eks musik af John Dowland, og lytte til klassiske guitarister som Segovia, John Williams og Julian Bream. Og det er nok derfor, at Savannah er blevet et både akustisk og elektrisk album – jeg ville jo gerne udtrykke mig på begge måder. Efter Savannah har jeg medvirket på, og produceret, masser af indspilninger med mange forskellige kunstnere, hvor jeg har indspillet både elektriske og akustiske guitarer.
Blev Savannah spillet på en 12 strenget guitar eller blev der brugt Chorus?
Indledningen til titelnummeret ”Savannah” blev indspillet med 22 spor med akustisk guitar. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan huske, om jeg dubbede guitaren 11 gange i stereo eller 22 gange i mono, men der var kun to spor tilovers på 24-spors båndet - til en ”stringer”, som jeg indspillede til sidst. Så det var lidt vildt! Det er derfor, det både kan lyde, som om det er en 12-strenget guitar, eller som om der er brugt choruseffekt på indspilningen. Det var et eksperiment for at høre, om man virkelig ville kunne høre, at der var så mange guitarer oven i hinanden. Men det lyder faktisk ret stort, synes jeg.:-)
Var der flere guitarister på Savannah eller bruger du Overdub?
Nej da. Der var kun plads til én guitarist på Savannah (:-), så jeg overdubbede mig selv. Ikke nødvendigvis så omfattende som på ”Savannah” titelnummeret, men på flere numre spiller jeg både akustiske guitarer, akustiske rytmeguitarer f.eks, og elektriske tema- og solo guitarer.
I 1976 kunne man, i modsætning til i dag, ikke benytte sig af Click Track på sin computers DAW. Brugte du metronom evt. I hovedtelefonerne mens du optog?
Nej, det brugte vi ikke. Som bandmusikere øvede vi meget intenst på at spille tight sammen. Vi øvede på ikke at ”løbe” i løbet af et nummer. Man løber jo ofte, når man bliver lidt begejstret – når man når til omkvædet eller til andre højdepunkter i nummeret. Men det var vi meget opmærksomme på, og ikke mindst var det kendetegnende for en prof trommeslager som Gert Smedegaard, at han var god til at holde tempoet. Vi brugte også en del tid i studiet på at få gode grundbånd, trommer og bas, i ”kassen”.
Jeg kom fra starten selv i den allerbedste ”hold tempoet skole”, for min bror, Torsten, spillede trommer i vores allerførste band Voces, og vi øvede en masse sammen nede i kælderen i vores forældres hus. Så grundbåndene til rockbandnumrene på Savannah er indspillet helt live, og jeg har indspillet en akustisk guitar som grundbånd til de akustiske numre. Hvis man lytter godt efter, vil man også kunne høre at tempoet på de enkelte numre kan variére en smule, men de gør det på en musikalsk rigtig måde. Fra 1980erne blev mange plader indspillet med click track, og jeg gjorde det også i mange år til en dyd som studiemusiker at kunne spille fuldstændig tight til click tracket. Men click tracket gjorde faktisk generelt musikken mindre dynamisk og musikalsk, synes jeg. Til gengæld blev det lettere at lave overdubs, og produktionerne kom lettere til at fremstå professionelle.
Til nummeret Inclination bruger du en spillestil som er en hel del anderledes end på dine nye optagelser. Denne nærmeste ”Kristian Blakske” folkemusik stil. I dag hører man dig ikke spille så meget ren folkemusik…?
Ja, det er rigtigt. Inclination er lidt anderledes. Det er jo et meget ”dansabelt” nummer. Jeg forestiller mig, at hvis det nu var et gammelt nummer, så kunne det både være blevet spillet til dans ude blandt folket og til bal på hoffet. Men måske gør instrumenteringen med tamburin og den dybe tromme den mere ”folkloristisk” end ”hoflig”. Men jeg kan selv rigtigt godt lide energien i Inclination, så hvis den ”Kristian Blakske” folkemusik stil lyder lidt sådan, så vil jeg meget gerne lytte til den.
Finn Olafsson’ Savannah – Interview med det norske Rock & Prog magasin Blackmoon.
Bliver bragt i Blackmoon Rock & Prog magasin nr. 18 i januar 2017.
Interviewet bliver bragt her på guitaren dk i sin fulde længde efter forudgået aftale med Blackmoon og Finn Olafsson
Du har gitt ut CD er siden 70 tallet, først med ACHE, så solo og en mengde
med samarbeidsprosjekter.
Hva er forskjellen for deg, musikalsk, på solo arbeidene og samarbeidene,
gruppene?
Der har især været 2 store forskelle for mig på at indspille / spille i en gruppe og at indspille solo-projekter:
Den ene er, at når man spiller i en gruppe, er man flere musikere, som skal være enige om musikken, man spiller.
I ACHE komponerede flere af os musik, og nogle gange præsenterede én af os de andre med et næsten færdigt stykke musik - og så skulle vi allesammen synes om det, før vi begyndte at spille det med bandet. Men det var ikke altid, at vi alle syntes, at det lige var i den rigtige ACHE-stil. For den, som har skrevet nummeret, kan det være lidt hårdt at blive dømt ude.
Men ofte kom én af os også bare med et oplæg til et nummer, en ide, et riff eller et fedt groove, som vi jammede over – og så formede nummeret sig lidt efter lidt i øvelokalet. I de tilfælde var det lettere at blive enige, for så var vi jo alle med til at forme nummeret.
Imens jeg spillede med ACHE, begyndte jeg at skrive en type numre, som var lidt annerledes end ACHE’s musik. ACHE var i høj grad baseret på Hammond-orglet, mens mine numre var mere guitarorienterede. Derfor fik jeg mere og mere lyst til at indspille et album, hvor jeg selv kunne bestemme hvilke numre, der skulle med på albummet. Jeg var begyndt at spille meget akustisk guitar, og jeg komponerede mange numre med den akustiske guitar i den grundlæggende rolle. Disse numre ville jeg gerne indspille.
Den anden store forskel var, at jeg også selv gerne ville være producer. Det havde jeg ikke været på de 3 forudgående ACHE-plader, så det ville jeg nu være på mit eget solo-album. Jeg havde en klar mening, om hvordan lyden skulle produceres, og om hvordan arrangementerne af musikken skulle være. Numrene havde jeg skrevet 100% selv. Både musik og tekster. Savannah blev det første album, jeg producerede, og det færdige album overbeviste mine ACHE-kollegaer om, at jeg også gerne måtte producere det næste ACHE-album, som fik titlen ”Blå som altid”.
Det blev starten på min ”karriére som producer, som nu har varet i 40 år.
Savannah kom i kjølvannet av ACHE, var noen av låtene egentlig tiltenkt ACHE?
Nej, det var de ikke. Men ja, Savannah blev indspillet få måneder efter ACHE’s 3. album ”Pictures from Cyclus 7”, blev udgivet. Det ACHE album, modsat vores andre albums, består udelukkende af musik, som vores første Hammond-organist Peter Mellin havde skrevet. Ja, det kunne faktisk have været hans eget solo-album, men vi valgte at udgive det som et ACHE-album. Lige i den periode skrev jeg ikke musik til ACHE, så det var oplagt at indspille den guitarorienterede musik, jeg skrev, på et solo-album. Jeg havde virkelig stor trang til ikke at indgå kompromisser om min musik – det skulle være nøjagtigt, som jeg syntes, at det skulle lyde. De andre musikere kom naturligvis også med gode ideer og forslag, men det var altid mig, som traf afgørelserne.:-)
Hva er linken, likheten mellom ACHE og ditt første soloalbum?
Linket til ACHE er nok mest den næsten symfoniske måde flere af numrene er opbygget på. Det er ofte lange forløb, som fører lytteren videre til nye oplevelser. Man kan måske kalde nogle af numrene en lille rejse.
Flere numre består af 2 dele – eller med et andet ord: 2 parter. De starter akustisk og ender elektrisk.
Et andet link til ACHE er musikerne på pladen. Musikerne på Savannah var jo mine musikervenner i ACHE, som jeg spillede med til daglig: Johnnie Gellett, vokal på nogle af låterne, Gert Smedegaard på trommer, Steen Toft Andersen på bas, og min bror Torsten Olafsson, som i starten og slutningen af ACHE’s levetid var ACHE’s bassist og også sanger i de første år. Han er noget af en multiinstrumentalist og på Savannah spiller han vibrafon og percussion. Desuden medvirkede Nis P. Jørgensen, som jeg i en periode havde spillet med i hans band Nispisband,
Det måske væsentligste link er naturligvis min elektriske guitarlyd – især når jeg benytter min forvrængede lyd, som er skabt med en Marshall Supa Fuzz pedal fra, jeg mener, at det er 1966. Jeg spillede altid på Marshall 100W Super Lead amps. Den lyd har været mit varemærke lige fra starten af ACHE, og den kan høres mange steder på Savannah.
Forskjellene, hvilke er der og hvorfor?
Den største forskel mellem ACHE og Savannah er, at der ikke er Hammond-orgel på Savannah.
I ACHE blandede min lyd meget med Hammond-orglet – især i mellemtoneområdet. Uden Hammond-orgel høres min guitar tydeligere i lydbilledet. Det eneste keyboard der er på Savannah, er en ”stringer”, som jeg selv spiller i ”Places in the Countryside”. Som ”erstatning” for Hammond-orgel og keyboards indspillede jeg ”guitar-kor” – det vil sige 2, 3 eller 4 stemmige klange, som er dubbet af flere spor med min elektriske ACHE-guitarlyd. Jeg spillede dem, som om mine guitar-kor var keyboards - fordi jeg syntes, at den klang var super cool.
Din målsetting med Savannah, var den annerledes enn den du hadde for ACHE
albumene?
Ja, det var den. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede mig. Jeg havde bare lyst til at lave mit eget ”værk”. Og fordi jeg ikke havde en pladekontrakt, og derfor ikke indspillede Savannah for et pladeselskab, var situationen omkring indspilningen af Savannah meget anderledes end de forudgående indspilninger med ACHE. Det startede nemlig med, at en ekspedient fra Musikhuset Aage Jensen - det der nu er 4 Sound – spurgte mig, om jeg ville hjælpe ham og hans kammerat med designet og kablingen af deres nye lydstudie, som de ville starte op i København. Det var i foråret og sommeren 1976. Til gengæld blev jeg tilbudt at være den første, som fik lov til at indspille i studiet. Jeg fik meget mere indspilningstid end pladeselskaberne normalt tilbød kunstnerne dengang. Jeg mener, at jeg fik 4-5 uger eller mere til at indspille albummet. Det var stort!
Først efter at albummet var mixet helt færdigt, shoppede jeg det til pladeselskaberne. Så der var slet ingen kunstnerisk indblanding fra noget pladeselskab og dermed ingen kommercielle hensyn, jeg skulle tage. Savannah blev derefter udgivet på musikforlaget Kleinerts Musik Forlags label KMF. De tilbød mig at release albummet nøjagtigt, som jeg havde indspillet og mixet det. Det var helt atypisk dengang.
Den største inspirasjon for akkurat Savannah?
Jeg hørte meget forskellig musik dengang. Meget mere end jeg gør nu. Og den musik jeg hørte, har selvfølgelig præget og inspireret mig. Men allerede fra jeg var 13-14 år gammel, begyndte jeg at skrive min egen musik. Siden da har jeg ikke spillet covers af andres musik - jeg har altid søgt at skabe et eget musikalsk univers – også når jeg har været producer for andre bands og solister. Men jeg er helt sikkert blevet inspireret af den musik, jeg hørte. Når jeg hører Savannah i dag, er det tydeligt, at jeg interesserede mig for engelsk renæssancemusik. Jeg spillede klaver som barn, og sang i skolekor, så jeg blev opdraget med klassisk musik. Og da jeg som 18-19 årig eksperimenterede med at spille klassisk guitar, var jeg meget glad for at spille renæssancemusik. Det høres i ”My Lady Love” og ”Inclination”.
Men når jeg hører Savannah nu, hører jeg også inspiration fra The Allman Brothers Band i ”Do you believe”, Neil Young groove mixet med Donovan / Bert Jansch akustisk fingerpicking guitar i ”Wonderland” og America-agtig boogie i ”Free to be – Part 2”.
Men numre som ”Savannah”, ”Places in the Countryside” og ”Free to be – Part 1” er vist allermest typiske mig selv. Det høres bl.a. på, at numrene ikke er 4-delte, som normalt i rock, men i 3/4 eller 6/8 takt. Jeg har altid godt kunne lide at skrive musik i 3-delte taktarter.
Hvorfor kommer Savannah ut igjen akkurat nå?
Det har længe været mit ønske at genudgive Savannah. Jeg startede allerede i 2007 med at få de analoge masterbånd ”bagt”, så de kunne afspilles uden at blive ødelagt. Gamle bånd klistrer ofte sammen, og de skal opvarmes i en ovn med udluftning for at blive tørre, så de ikke ødelægger tonehovederne på båndafspilleren.
Det var Metallica-producer Flemming Rasmussen, som restaurerede båndene og overførte dem til digitalt domæne. Derefter mastrede Henrik Ammitsbøl albummet i Olafssongs’ studie. Desværre blev min datter alvorligt syg, og først i 2011 tog vi albummet op til revision igen, hvor vi optimerede masteringen. Men der var et problem med nogle takter i den anden part af ”My Lady Love”, så vi måtte overføre dette ene track fra en velholdt Savannah vinyl-LP og rette det til, så det passede til båndlyden på de andre tracks. Projektet lå derefter igen stille et par år, indtil vi i 2013 lavede den endelige master, som nu kan høres på genudgivelsen.
CD-coveret er også blevet ændret flere gange i løbet af disse år, men nu, i 2016, fandt det sin endelige form i en 6-siders digipack med en 8-siders booklet indlagt. Booklet’en indeholder teksterne til de vokale numre og fotos af de 4 guitarer, jeg benyttede på Savannah – og som jeg heldigvis stadig er den lykkelige ejer af. Forsiden af CDen er den oprindelige forside.
CDen bliver fremstillet i ”kun” 1.000 eksemplarer, og de bliver alle nummereret og signeret af mig.
Er det noen endringer, forbedringer du vil påpeke?
Der er ingen ændringer i musikken eller i mixet, men vi har optimeret lyden i masteringen. Jeg elsker analogt optaget lyd på vinyl, men i den digitale masteringproces, har man nogle gode muligheder for at få lyden endnu mere ”ud af pappet” i højtalerne. Så det har Henrik og jeg arbejdet meget med – og det er lykkedes vældig godt, synes jeg.
Det er også en ændring, at vi har trykt teksterne i booklet’en. De var ikke trykt på den originale LP.
Der er en interessant detalje ved mixningen af Savannah: Vi mixede albummet stort set uden rumklang (reverb) i 1976. Vi brugte kun naturlig ambience – korte delays – skabt med mikrofoner, som var placeret forskellige steder i studierummet under indspilningen. På nogle tracks opnåede vi også effekten ved at afspille eksempelvis et guitarspor fra en højtaler, som vi så optog igen på et andet spor med en mikrofon, som stod mange meter væk fra højtaleren. Det giver albummet en ret speciel direkte og kontant lyd.
Vil du samle et band og turnere med Savannah igjen?
Jeg vil gerne turnere med Savannah igen. Savannah var faktisk navnet på både albummet og bandet ”Finn Olafsson’s Savannah”. Men der er ingen konkrete planer om en turné endnu. Jeg er i gang med indspilning af nye akustiske guitar-albums og vil turnere med mit ”Music From North Sealand” projekt i efteråret 2017. Der bliver jeg backet af keyboardspilleren Michael Vogelius Larsen og min bror Torsten Olafsson på akustisk bas, tabla, shakuhachi og percussion. Så vi behøver sådan set bare en trommeslager for at kunne omdanne den akustiske trio til et rockband. Det håber jeg, at vi vil gøre.
