Acoustic Guitar 3 – Nyt Finn Olafsson CD album

Acoustic Guitar 3 – Nyt Finn Olafsson CD album

Du er her

“Acoustic Guitar 3” er det tredie album i Finn Olafssons “Acoustic Guitar” album serie.
Albummet indeholder 10 akustiske solo guitar kompositioner af Finn Olafsson selv – og én komposition af den amerikanske komponist Leonard Ellis. Den nye CD, og den tilhørende bog
med noder og tabulatur, udkommer på Finns 65 års fødselsdag den 16. februar 2018. 

Som komponist, og som akustisk stålstrengs guitarist, er Finn Olafsson kendt for sin specielle blanding
af ”rytmisk” og ”klassisk” guitarmusik. I nogle guitarstykker kan man høre, at hans professionelle musikbaggrund er rockmusik, mens man i andre stykker kan høre, at han i sine børneår voksede op med klassisk musik. Parallelt med sit elektriske guitarspil “selv-studerede” han i nogle år klassisk guitar musik og klassiske guitarteknikker. Disse teknikker overførte han senere til den akustiske stålstrengsguitar, men spillet med stålplektre på højre hånds fingre for at udnytte guitarens potentiale optimalt.

”Musikken på ”Acoustic Guitar 3” er skrevet i en periode helt tilbage fra midten af 1980erne (Lea), midten af 1990erne (Back in the Old House) og op til nu. Disse to ældre stykker, som ikke tidligere har været indspillet, indleder og afslutter albummet. Meget af den øvrige musik blev skrevet i en periode på 6 år, fra 2007 til 2013, hvor min datter Marias sygdomsforløb var det, der fyldte mest i mit liv. Vi vidste ikke, hvordan fremtiden ville tegne sig for hende, men vi holdt fast i håbet om, at hun ville overleve sygdommen. 

For at holde modet oppe var det for mig essentielt at komponere musik og at spille guitar. Maria elskede den nye musik, jeg spillede for hende. Det var måske især, fordi den gav udtryk for håbet om, at hun ville blive rask - men også fordi jeg med musikken viste hende, at hendes far ikke var gået helt i stå pga hendes sygdom. 

Ligesom dengang oplever jeg i dag, at musikken fra disse år er mere håbefuld og tankefuld end egentlig sørgmodig.”

”I 2012 blev jeg opfordret af Karen Pauley, vært for programmet ”Nordic Roots and Branches” på radiostationen KSER i Washington, USA, til at arrangere deres kendingsmelodi for akustisk guitar og til at indspille den. ”The NRB Waltz” er komponeret af den amerikanske komponist Leonard Ellis. Det var en sand fornøjelse at arrangere Leonards melodi for guitar, for stykket er som skabt til guitaren.
Min indspilning har siden 2012 indledt det amerikanske radioprogram i massevis af uger i løbet af årene, der er gået, og da jeg også synes, at det stilistisk passer meget fint sammen med min egen musik, har jeg valgt at tage nummeret med på ”Acoustic Guitar 3”.

”Senere, i 2015, fik jeg en ny og meget anderledes kompositorisk opfordring: At lade mig inspirere af 2 flasker økologisk rødvin, fremstillet af den franske vinproducent Clavel i Languedoc. Opfordringen kom fra forfatteren Jens Rømer, som ville udgive en bog om sit liv med vin og musik – en bog, som også skulle indeholde 2 CDer med musik skrevet af en række af hans gode venner. Det kom der for mit vedkommende ikke bare ét men to nye guitarstykker ud af: ”Une Chanson pour Clavel” - som i 2016 udkom i Jens’ bog ”Mit liv med vin og musik” – og ”Une autre Chanson pour Clavel”, som jeg skrev sådan for en sikkerheds skyld – hvis der mod forventning skulle blive plads til to af mine numre i bogen.”

Finn Olafsson komponerer og spiller i mange forskellige omstemninger af guitaren. På ”Acoustic Guitar 3” er 6 af stykkerne spillet i ”renæssance” omstemningen EADF#HE. Denne omstemning gør guitarlyden meget varm og dyb og den gør det f.eks. muligt at spille i tonearten h-mol og H-dur, som det i guitarens normale stemning er vanskeligt at spille i. Andre omstemninger på albummet er DADGAD, DADGHD og DGDGHD. Kun ét enkelt stykke, “The NRB Waltz”, er spillet i guitarens normale stemning.

Finn Olafsson spiller på Kehlet Grand Concert Finn Olafsson Signature (FOS) og Kehlet Vienna, 

C.F. Martin Guitars: OM-45 GE, 00-42K Robbie Robertson, 00 Stauffer Limited, 00-28 1833 Restricted Custom og 000-45 Custom – og David W. Musselwhite OM-45 Deluxe på albummet.

Finn har siden 1976 indspillet adskillige akustiske guitar albums, så man kan med rette undre sig over 3-tallet i det nye albums titel.

”Årsagen er, at efter at jeg i 1976 havde udgivet mit første solo-album ”Savannah”, som var et blandet elektrisk- og akustisk guitaralbum, besluttede jeg i 1980 at indspille et album udelukkende på akustisk guitar med titlen ”Acoustic Guitar”. Titlen skulle understrege, at det var et 100% akustisk guitar album.

Dette var noget af et skridt at tage, for Finn var på det tidspunkt mest kendt som elektrisk guitarist i det progressive rockband ACHE. Men ”Acoustic Guitar” blev en succés både kunstnerisk og salgsmæssigt. LPen fik et stort publikum og mange aspirerende akustiske guitarister blev inspireret af musikken og mange brugte, og bruger stadig, albummets guitarstykker til at udvikle deres eget spil.
At albummet også udkom i et nodealbum, har sikkert også været medvirkende til dette.

Opfølgeren til ”Acoustic Guitar 1” udkom først 24 år senere – for det, der kunne have været blevet til ”Acoustic Guitar 2”, blev i stedet det instrumentale rockalbum ”Elements”, som Finn indspillede med sine ACHE-kollegaer Torsten Olafsson, Gert Smedegaard, Per Wium og Steen Toft Andersen. Og både Torsten, Per, Steen og Peter Mellin, Hammond-organist i ACHE fra 1968-71 og 1975-76, leverede udover Finn selv kompositioner til albummet.
Derefter fulgte en masse år med album- og turnésamarbejder med bl.a. Pia Raug, Anne Linnet, Helge Damsbo, Kristian Lilholts band DK, Per Wium Band og Ida Klemann & Kim Skovbye – og ikke mindst mange års intenst komponist- og guitarduosamarbejde med Anders Roland.
Dette, og Finns medvirken som guitarist og producer på en lang række udgivelser med forskellige skandinaviske bands og solister - og et sideløbende virke som musikforlægger og pladeudgiver – medførte, at ”Acoustic Guitar 2” først udkom i 2004.

Men nu er ”Acoustic Guitar 3” også en realitet, og den udkommer, som de to foregående, også som nodebog med udførlig nodesætning med tabulatur og venstre- og højre hånds fingersætning.

www.finnolafsson.comwww.olafssongs.dkwww.shop.olafssongs.dk