Musikundervisningen syltet

Musikundervisningen syltet

Du er her

For snart tre år siden nedsatte kulturministeriet og undervisningministeriet en rådgivningsgruppe, der skulle kigge på, hvordan de musiske fag i folkeskolen kunne styrkes.
Forud for det havde Kunstrådet bestilt en rapport hos professor Anne Bamford, - en rapport der blandt andet konkluderer at de kreative fag (herunder musik) styrker indlæringen i de mere boglige fag som fx dansk og matematik.
Chefdirigent i DR PigeKoret Michael Bojesen sad med i den rådgivningsgruppe, der kiggede på Anne Bamfords rapport, og derefter videregav en stribe anbefalinger til kultur- og undervisningsministeriet.
Der er ingenting sket
Nu er der som sagt gået næsten tre år siden rådgivningsgruppen gav disse anbefalinger, men på to centrale områder er der endnu ikke sket noget:

Rådgivningsgruppen anbefalede blandt andet at musikundervisning gøres obligatorisk fra 1.-9. klasse. Som det er nu stopper musikundervisningen efter 6. klasse, og i gymnasiet er musik et valgfrit fag.

Rådgivningsgruppen anbefalede desuden at musik og flere andre kreative fag bliver gjort til prøvefag, således at eleverne i folkeskolen får mulighed for at dokumentere deres færdigheder i disse fag, ligesom de gør de i andre obligatoriske fag.
Det vil styrke musikfagets status som et vigtigt fag, mener Michael Bojesen. Han siger også at det er bekymrende og trist, at der endnu ikke er sket noget på det her område:
Musik styrker indlæringen
- Vi ved at musik og kreative fag i almindelighed er afgørende for den almene dannelse, og at de kreative fag, herunder musik, skærper indlæringsevnen hos børn. De lande som står stærkt i de kreative fag, klarer sig bedre i de andre fag, siger Michael Bojesen.
- Vi er bombet tilbage til stenalderen, når statsministeren taler om at skære de kreative fag fra, og fokusere 100% på at børnene skal lære at læse, siger Michael Bojesen
Kilde: dr.dk