Singer songwriter Andreas Jensen udgiver albummet Disturbed

Singer songwriter Andreas Jensen udgiver albummet Disturbed

Du er her

Den i London bosiddende danske singer-songwriter og producer Andreas S. Jensen udsender den 15. september albummet ”Disturbed”. Forud for albumudgivelsen, har Andreas udsendt singlen ”Trust is My Anchor ” som har fået en del opmærksomhed i England hvor den bl.a. er blevet præsenteret på BBC6, og hvor den legendariske radio-DJ Tom Robinson for anden gang har inkluderet en af Andreases singler på hans ugentlige mixtape. Herhjemme er sangen blevet spillet af blandt andet Alex Nyborg Madsen på P4.

For tre år siden udgav Andreas S. Jensen solodebut EP’en ”Disconnected”. Han er stadig Dis. Men altså nu med det aktuelle album ”Disturbed”. På ”Disturbed” står det klart, at Andreas som musiker og multi-instrumentalist har fuld fokus på den solide sangskrivning og virkningsfulde vokal. Albummet består af ti alternative, iørefaldende pop-rock sange med hilsner til adskillige andre genrer.

”Jeg tror ikke man kan klassificere min musik som værende én bestemt genre. Det er mere et miks af en masse forskellige stilarter, der har inspireret mig gennem årene: Akustisk singer-songwriter, rock, indie, pop, country, elektroniske elementer, ja, selv tysk cabaret fra 1930'erne”, fortæller Andreas S. Jensen.

Albummet er optaget i Andreas’ eget studie i London og medvirkende er bl.a. venner og kollegaer fra den danske og engelske musikscene. Musikere der normalt spiller med Pete Dohertys Baby Shambles, Dido, Jack Savoretti, Nadine Shah, Gorillaz, Blur, Duran Duran, Tim Kristensen og Arctic Monkeys.

London Calling
På ”Disturbed” rusker Andreas S. Jensen op i publikum med hverdagshistorier og mere eller mindre selvbiografiske hændelser. Frygt vs håb er gennemgående temaer i flere af sangene. Albumåbneren og førstesinglen ”Trust Is My Anchor” beskriver frygten for at tage det store spring ud i det ukendte og uprøvede. Frygt for at stagnere, hvis der ikke rykkes, men også en følelse af tillid til, at det nok skal lykkes. En følelse der opstod, da Andreas i sin tid tog beslutningen om at rykke teltpælene fra Vesterbro til London.

“Jeg havde ingen kæreste, mit band var gået i opløsning og jeg var blevet uvenner med min bedste ven. Det hele var rent ud sagt noget lort. Jeg besluttede derfor, at det var tid til at gøre noget andet, men jeg var hunderæd! Det er den gamle sang om at man ved hvad man har, men ikke hvad man får”, fortæller Andreas om nummeret ”Trust Is My Anchor”.

Valget om at flytte til London skulle dog heldigvis vise sig, at blive en god beslutning for Andreas S. Jensen, der siden har opbygget et imponerende musikalsk CV i byernes by. Et CV der bl.a. inkorporerer arbejde med internationale artister som Kevin Lyttle, Dub Pistols, Armand Van Helden og Dido over Eurovison Song Contest bidrag for England i 2006 til turnerende i pop- og teatermusik. Han har turneret i over 50 lande og spiller mellem 30-35 festivalkoncerter med Dub Pistols hvert år. I år er ingen undtagelse, så Andreas S. Jensen er en travl musiker.

I en årrække sad Andreas i sit eget indspilningsstudie ved Nottinghill Gate, hvor der på højtryk blev produceret og skrevet for andre kunstnere. I årene 1998-2010 befandt han sig nærmest nonstop i studiet foran en computer for at skrive, producere og editere andres musik. Til sidst fik han nok af 'at leve fra sang til sang'. Det var blevet for meget håndværk og sport i stedet for lidenskab for og lyst til at skabe kunst. I 2011 blev der trukket en streg i sandet hvor Andreas valgte mere fokus på at komponere til sig selv som solist. ”Disturbed” er født i slipstrømmen på dette personlige scenarie.

Sangskrivning er som god sex
De ti aktuelle numre er skrevet gennem en længere årrække, nogle af Andreas selv, andre er blevet til i House of Songs i Austin, USA, hvor Andreas har opholdt sig adskillige gange siden 2012.

”Efter at have arbejdet som producer og siddet foran en computer i årevis, var det fantastisk, at sidde ansigt til ansigt med en anden sangskriver, kun iført guitar, papir og blyant. At skrive sammen med andre er den vildeste oplevelse! Som at have god sex, som at flirte, SOM AT lege som børn. Det er et spil, det er psykologi, DET ER intelligent, følsomt, kreativt og meget mere. Og så giver det en følelse af uovervindelighed, når det hele går op i en højere enhed”, fortæller Andreas.

Andreas går ikke så højt op i at være "cool" eller "current". Musik handler for ham om at være inspireret, ærlig og ikke mindst tro mod sig selv.

Andreas S. Jensen holder releasekoncert på Drop Inn i København den 14. september kl.20:30, og på Gyngen i Århus den 15. september kl. 21.

 

Om Andreas S. Jensen:

Andreas S. Jensen er musiker, multi-instrumentalist, producer og singer-songwriter med base i London. Han har arbejdet med internationale navne som Kevin Lyttle, Armand Van Helden og Dido. I Danmark kender mange ham nok bedst som Drezz med baggrund i hedengangne bands som Parkering Forbudt og Simcess.

Andreas S. Jensen udsendte i 2014 solodebut-EP'en ”Disconnected”, der bl.a. inkluderede radiohittet “Take My Heart and Go”, der også er at finde på det aktuelle album ”Disturbed”.

Til daglig arbejder Andreas S. Jensen som sessionmusiker bl.a. med de engelske festival-darlings Dub Pistols. Et reggae/breakbeat/drum'n'bass-kultband, der turnerer verden tynd og har vundet adskillige priser på den elektroniske scene i England.

6 TING DU SIKKERT IKKE VIDSTE OM ANDREAS:
- Han producerede det engelske bidrag til Melodi Grand Prixet 2006. Samme år som hans co-write med -Armand Van Helden blev den næstmest spillede på BBC Radio One.

- Medvirkede som danser i Danser Med Drenges video ”Hvor længe vil du ydmyge dig”.

- Levede i en periode af at synge falset i UKs største Bee Gees tribute: Bee Gees Magic.

- Var medstifter af café Bang & Jensen på Istedgade på Vesterbro.

- Boede i et house share med Mads Nygaard (forfatter og Venligboer) i Finsbury Park, London i slutningen af 90’erne.

”Disturbed” udgives på AvibeyPlace

Web: http://www.AndreasSJensen.com

Videos: http://www.youtube.com/user/AndreasSjensen1

Facebook: http://www.facebook.com/AndreasJensenMusic

Twitter: http://www.twitter.com/AndreasSjensen