Sony genudgiver ACHE albummet Pictures From Cyclus 7

Sony genudgiver ACHE albummet Pictures From Cyclus 7

Du er her

Sony Music DK har genudgivet albummet “Pictures From Cyclus 7” med det legendariske danske band ACHE. Albummet kan nu streames og downloades i en helt ny mastering af Jan Eliasson, Audioplanet. ”Pictures From Cyclus 7” blev udgivet i foråret 1976. Albummet har med årene fået kultstatus blandt fans af ACHE og blandt alverdens fans af den progressive symfoniske rock genre - en genre, som ACHE af mange regnes som medskabere af.

Albummet blev igen aktuelt i sensommeren 2015, da den amerikanske rapper og hiphop artist, Travis Scott, baserede ét af sine numre, ”Pornography”, på en sampling af guitarriffet fra ACHE singlen ”Expectation” fra ”Pictures From Cyclus 7”. Travis Scott’s debut album ”Rodeo” strøg direkte ind på 1. pladsen på Billboard’s HipHop Chart – og direkte ind på en 3. plads på salgslisten The Billboard 200. Travis Scott gæster desuden København d. 15. august og mon ikke den udsolgte Falkonersal får nummeret med de danske aner at høre.

”Pictures From Cyclus 7” er ACHE’s 3. album. Det blev indspillet, efter at ACHE’s hammondorganist Peter Mellin - i årene efter det ”originale” ACHE’s opløsning i 1971 - havde skrevet en samling af sange med tekster af forfatteren Bo Lillesøe. 
Peter Mellin og ACHE’s oprindelige guitarist Finn Olafsson gendannede derfor ACHE i 1975, men med nye medlemmer, nemlig Stig Kreutzfeldt (vokal, percussion), Johnnie Gellett (vokal, percussion, rytmeguitar), Steen Toft Andersen (bas) og Gert Smedegaard (trommer). Dette nye ACHE skrev pladekontrakt med Poul Bruun på CBS Records, og indspillede ”Pictures from Cyclus 7” i Rosenberg Studiet i København med Nils Henriksen som producer og Freddy Hansson som tekniker.

Med ”Pictures From Cyclus 7” startede en ny ACHE epoke. Det var en mere vokalt anlagt ACHE-musik, men stadig med de store, brusende orgel- og guitartemaer, som ACHE er kendt for og som koncertanmelderen Jan Borges beskrev det i Ekstra Bladet i 1969: ”ACHE’s musik bølger levende og målbevidst fremad og er i stand til at flytte bjerge uden at balancen forskydes.”

Nu kan ACHE anno 1976 høres igen på streaming- og downloadtjenesterne.