Thea Vesti Pedersen kåret som Årets danske talent 2010

Thea Vesti Pedersen kåret som Årets danske talent 2010

Du er her

Den århusianske klassiske guitarist Thea Vesti Pedersen er kåret som Årets danske talent 2010 af Ålborg Internationale Guitarfestival.

Tidligere dette år debuterede hun fra Solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium. Juryen skrev i sin bedømmelse af denne koncert i symfonisk sal, Musikhuset Århus:

”Thea Vesti Pedersen er en musiker som formår at tryllebinde publikum i det univers som formes via hendes både intelligente og kultiverede musiceren.(…) Et særdeles højt kunstnerisk niveau såvel teknisk som musikalsk.(…) scenisk nærvær og præsens”.

Under sine studier på Det Jyske Musikkonservatorium og på Escola Superior de Musica de Catalunya i Barcelona, har Thea studeret hos Frederik Munk Larsen, Erling Møldrup og Àlex Garrobé.

Thea er nu freelance guitarist med base i musikerfællesskabet Lydenskab. Man kan opleve hende i vidt forskellige sammenhænge, både i klassiske konstellationer som solist og som kammermusiker, men også i eksperimenterende opsætninger med ny kompositionsmusik, i teaterforestillinger hvor klassisk musik optræder i nye rammer og i cross-over koncerter med rytmiske musikere. Desuden spiller Thea koncerter med guitarist Frederik Munk Larsen i Vesti-Munk Guitarduo.

Siden 2000 har hun lavet opsætninger med Teater diHva i samspil med skuespilleren Mia Møller. Duoen spiller steder som Bådteatret, Katapult, Viborg Teater, Thy Teater og Teatret Møllen.

Samtid med sit aktive virke som musiker optræder hun ofte som projektleder i kunstneriske opsætninger med ny klassisk musik. Senest stod hun bag opsætningen ASYL!Koncert, som blev til i samarbejde med AROS og Dansk Flygtningehjælp og har turneret over hele landet.